Tekst Hasse Jørgensen foto Esbjerg Kommune, torsdag den 9. juli 2026
Netop som sommerferien stod for døren og sommerfreden skulle sænke sig ikke mindst over det politiske landskab, skete der ting og sager i Esbjerg Byråd.
Ifølge JydskeVestkysten skiftede et byrådsmedlem, Linda Lund Lauridsen, fra Danmarksdemokraterne til Dansk Folkeparti, mens de to løsgængere, tidligere socialdemokrater Michael Harbøll og Hans Erik Møller ligeledes i følge JydskeVestkysten fandt sammen og dannede et nyt parti, Demokratilisten Esbjerg Kommune.
At Linda Lund Lauridsen skiftede fra Danmarksdemokraterne til Dansk Folkeparti er ikke den helt store sensation. Linda Lund Lauridsen har gennem mange år været medlem af DF inden hun skiftede til Danmarksdemokraterne. Skiftet tilbage til det gamle parti skyldes angiveligt samarbejdsvanskeligheder med Susanne Dyreborg, der nu er ene om at repræsentere Danmarksdemokraterne i byrådet.
Med Linda Lund Lauridsens skifte til DF har dette parti nu fået trerepræsentanter i byrådet. Ud over Linda Lund Lauridsen, er det gruppeformand Mads Engelund Larsen og Bo Hollænder.
Både Michael Harbøll og Hans Erik Møller, der begge blev valgt ind i det nye byråd for Socialdemokratiet, valgte at forlade S-gruppen efter at de øvrige gruppemedlemmer valgte at springe fra en aftale om fordeling af udvalgsposter.
Michael Harbøll valgte at blive løsgænger, mens Hans Erik Møller meldte sig ind i SF. Det parti forlod han også og sammen med Harbøll har han nu stiftet Demokratilisten Esbjerg Kommune, der ifølge de to stiftere bygger på de socialdemokratiske grundholdninger. Ikke mindst lægger de ifølge JydskeVestkysten vægt på ærlighed og ordholdenhed.
Med stiftelsen af det nye Demokratilisten Esbjerg Kommune er byrådet oppe på ikke færre end 10 partier nemlig Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Demokratilisten Esbjerg Kommune, Danmarksdemokraterne Inge Støjberg, Enhedslisten og Liberal Alliance.









































































