Tekst: Renè Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
8. juni 2023.

Sommerens trafik gennem Ribes bykerne tælles

Et infomøde den 19. juni bliver den officielle start på et nyt projekt, der skal tage livtag med trafik- og parkeringsudfordringerne i Ribes bykerne. Sommeren byder på trafiktællinger, mens der næste år vil være forsøg baseret på resultaterne.

Udfordringerne er ikke nye. Gennemkørende og parkeringssøgende trafik i Ribes gamle bykerne øges i turistsæsonen, og mange parkerede biler i de smalle middelaldergader bidrager til, at hverken besøgende eller beboere oplever Ribes bykerne fra sin bedste side. Derfor genopliver Esbjerg Kommune nu ambitionerne om at løse den gordiske knude, som trafik- og parkeringsudfordringerne traditionelt har udgjort.

I 2017 fremlagde Esbjerg Kommune et debatoplæg med udgangspunkt i et større analysearbejde og input fra flere interessenter. Flere faktorer bidrog til, at handlinger lod vente på sig, herunder implementeringen af den dynamiske p-henvisning, en længerevarende renovering af Dagmarsgadebroen, udvidelse af rute 24 og ikke mindst årene med covid-19.

”Med dette projekt trækker vi en streg i sandet, og baserer det efterfølgende arbejde på spritnye tal fra sommeren 2023. Derfor vil man i sommermånederne opdage, at Esbjerg Kommune på forskellige vis indsamler data om trafik, parkering og besøgende i Ribes bykerne. Her bidrager også medlemmerne fra den følgegruppe, som består af forskellige interessenter i Ribe”, siger Henning Ravn, udvalgsformand for Plan & Byudvikling.

Alle interesserede, der vil høre mere om trafiktællingerne og den efterfølgende proces, kan komme til infomøde den 19. juni kl. 19-20 på Ribe Danhostel.

Udover trafiktællingen indsamles der også en række andre data som fx om bilerne er indregistreret i Danmark, omsætningstal og parkeringsbelægning. Samlet vil tallene danne grundlag for at iværksætte midlertidige løsninger allerede i 2024 og igen i 2025. Forsøgene vil vare i seks uger, og efter evaluering af forsøgsperioderne skal der tages stilling til den fremtidige regulering af trafik og parkering i Ribes bykerne.