Tekst Hasse Jørgensen, fotos Hasse og Johnny Tauman, onsdag den 30. november 2029
Mens vinteren har sænket sig over Danmark, hviler en af de succesfulde oplevelser fra sommerens Ribe i sit vinterhi.
Der er tale om de fire el både, som Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller i sommer søsatte og har fået en fantastisk succes med. Vi har bedt de to om at gøre status over den første sæson med bådene.
– Det er rigtigt, at det er den første sæson, hvor bådene har været i vandet, men vi har rent faktisk arbejdet med projektet i tre år. Det har været en lang og bureaukratisk proces at få tilladelserne og det praktiske i orden. Så det var en fed forløsning endelig at komme i gang, er Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller enige om.
De to kan også fortælle, at bådene har været rigtig meget ude at sejle, og blandt de mange, der har prøvet dem, er der mennesker fra hele Danmark, fra Kina, USA og de fleste europæiske lande. Der har ifølge ejerne været en helt vild efterspørgsel på bådene og dermed turen på Ribe Å, der som bekendt er det ”farvand” bådene sejler i.
Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller fortæller også, at sikkerheden er helt i top: – Vi giver for det første en meget grundig instruktion i brug af båden og hvordan den skal sejles. Der er redningsveste til alle, og vi lejer dem kun ud, når der er rigeligt med vand i åen. Bådene har en dybdegang på omkring 40 centimeter og kunne i princippet sejle hele tiden. Men ved lavvande skal man kende åen og vide, hvor man skal sejle, så derfor lejer vi dem kun ud, når der er rigeligt med vand.
Og så føjer Søren til med et grin: – Vi fortæller også kunderne, at skulle de falde i vandet, kan de blot rejse sig op og gå i land.
– Kunderne er alle mulige mennesker lige fra unge til ældre, og vi oplever et stort salg af gavekort til en tur. Mange yngre mennesker har både børn og bedsteforældre med. Vi har haft flere måneder, hvor der har været udsolgt, og vi oplever hele tiden, at når vi er ved bådene, kommer der masser af interesserede mennesker, fortæller Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller, der begge har fuldtidsarbejde ved siden af bådudlejningen. Så der er en mand, der hjælper dem, når tiden ikke slår til.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De to bådejere
– Skal de fire både udvides med flere?
– Vi tror, vi har fundet en god balance, som tingene er nu. Vi har begge ben på jorden, så der er ikke noget på tegnebrættet nu, men man skal jo aldrig udelukke noget, siger Lasse Bonde Møller mens Ole nikker.
Planen er, at de fire både igen skal i vandet omkring påske afhængig af vejret.
Der bliver lavet en lille ændring i konceptet, så fremover skal man leje en båd for minimum tre timer.
– Det gør vi for at give kunderne en god oplevelse. Vi har oplevet kunder, der har lejet båden for en time, og som gerne ville forlænge lejen, men da var båden lejet ud igen. Så for at give kunderne en god oplevelse, laver vi reglen om minimum tre timer. Så kan man nå til Kammerslusen, have et lille ophold her, og komme tilbage igen. Og det er med start og stop i Ribe, fortæller Søren Ole Clausen og Lasse Bonde Møller.
Hver båd får kun en tur om dagen, og det for at ramme tidevandet i åen.
– Skal bådene ud på mere end en tur, går der hurtigt op mod en time med at klargøre båden, og så bliver det en lang dag, hvis kunderne skal have den i mere end tre timer hver, lyder det fra de to bådejere.