Tekst og foto: Renè Jørgensen. dronefotos: Ove Detlevsen
4. juli 2021.

Sommer: Ugen der gik

Den første uge af børnenes skoleferie bød på mange aktiviteter. For nogle børn gik den første uge med ferie sammen med familien. Andre børn benyttede sig af nogle af de tilbud sportsklubberne tilbyder.

Fra Ribe Tennis Klub kunne en forældre fortælle, at det var trætte børn der hver dag kom hjem fra sommerskolen. Kun en dag, onsdag, havde vejret været så dårligt, at tennisskolen tilbragte eftermiddagen med leg og andre aktiviteter i Ribe Fritidscenter. Det var 25 tilfredse børn der kunne tage hjem fredag, og alle havde fået en t-shirt med sig hjem med navne på alle deltagerne. Måske er der på trøjerne en autograf af en af fremtidens tennisstjerner.

Ribe Bold Klub melder også om tilfredse børn. Fredag eftermiddag kunne Anders Wollesen og Gustav Purreskov og de 18 hjælpere blive færdig med oprydning og tage hjem til en velfortjent weekend. 140 børn havde i hele ugen fået leget med bolden og spillet fodbold.

Her lader vi planter og blomster gro vildt, det giver en større biodiversitet, skriver Esbjerg Kommune på et skilt ved P Nord. Hvad er biodiversitet et udtryk for?

Biodiversiteten defineres som: ”Mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer, både på land og i vand, samt de økologiske samspil, som organismerne indgår i. Kort sagt giver biodiversitet os ren luft, frisk vand, sund jordbund og bestøvning af afgrøderne. Den hjælper os med at bekæmpe klimaforandringer og at tilpasse os den og mindsker påvirkningen af naturkatastrofer.

Fredag aften ved Hotel Dagmar blev lige så vellykket som forventet. To timer med god underholdning og en duo der trækker folk til. Møller og Skuldbøl fanger publikum, og et kig under bordene viser taktfaste rytmer med sommerens sandaler. Mange gæster er gengangere fra tidligere spilleaftener med den populære duo, der samler familie og venner til en middag eller et godt glas øl. Med hævet glas, sendes der en hilsen til familie Ebsen fra Roager. Et variereret playliste med musik af bl. a. Malurt, kim Larsen og mit ynglings-nummer med Folkeklubben ”fedterøv” – ikke at jeg tænker på nogen specielt, synes bare godt om nummeret, og alle kender vel en der passer på sangen, og gør man ikke, er man bare heldig. Næste fredag kl. 19 byder Hotel Dagmar på musik med Anders Thorup. Arter vejret sig, vil bordene nok hurtigt blive fyldte igen og sende summende lyde og musik ud over torvet.

Lørdag kl. 18 var der igen EM fodbold og flere steder i byen var der pyntet op i rød/hvide farver.

I huset Madame på Tangevej bor Mogens Schmidt Hansen, og når det ikke lige gælder FCK fodboldklubben, ja så er Dannebrog på balkonen, og ingen kan være i tvivl om huset står i fodboldstegn. Før aftenens kamp, blev der varmet op til landskampen sammen med familien Samsøe og Jensen.