Tekst og foto: Renè Jørgensen
23. juli 2025.
Sommer i Ribe og duften af blomster i luften
Mens vi tæller ned til weekendens arrangementer i byen og håber på rigtigt sommervejr, er der meget vi kan glæde os over.
Ribe blomstrer om sommeren – og ikke kun i bogstavelig forstand. Når solen står op over de gamle rødstenshuse og Ribe Domkirkes tårne, vågner Danmarks ældste by til lyden af jazz, latter og liv. Turister og lokale fylder gaderne, og byen emmer af stemning og sommerglæde.
Denne weekend er særlig. Jazzfestivalen indtager byens torve og gader, og musikken flyder gennem luften som en blid brise. På fortovscaféerne langs gågaden nydes cappuccinoer og kølige drikke under parasoller, mens musikere skaber en afslappet stemning.
Samtidig er dyrskuet i fuld gang. Bare en kort gåtur fra centrum mødes man af lyden af børn der samler reklamekuglepenne og bolscher fra standene, møffende grise og lokale landmænd, der stolt viser deres dyr frem, Politikere der vil fortælle om at det gode de kan tilbyde ved det kommende valg i november. Der er smagsprøver på hjemmelavede oste, snak om gamle traktorer, støvlekast og ikke mindst en følelse af ægte landlig hygge.
Langs Ribe Å, med den nyslåede grøde, turisterne har fundet de idylliske omgivelser at nyde en is i. Nogle sidder med fiskestang og kigger ud over vandet, andre tager turen op til Domkirken eller videre til Ribe VikingeCenter, hvor historien bliver levende under åben himmel.
Byens blomsterbede står i fuldt flor, og det dufter af sommer. Butikkerne har stillet varer ud på gaden, og isboderne har travlt. Gæster i alle aldre nyder det langsomme tempo og de mange små oplevelser, Ribe tilbyder – fra museumsbesøg til en sejltur med el-bådene ved Skibbroen.
Når aftenen falder på, samles folk igen. Der er livemusik i gårdhaver, latter fra caféborde og et glimt af orange i horisonten, når solen går ned over marsken. Nattergalen synger et sted i det fjerne, og stemningen er til at tage og føle på: Ribe er levende, venlig og vidunderlig.
Regn – Ikke regn, hyggen i byen skal vejret ikke bestemme. Vi støtter op.
Så` er det sagt