Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 14. marts.

Den danske modekoncern Solo Company, der driver kæderne Solo Concept og Cha Cha, er taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Esbjerg. Koncernen har en forretning i Ribe med adresse Tvedgade 13 og med indgang via en port fra Saltgade. Indtil videre fortsætter denne forretning dog med at holde åbent.

Ifølge konkursboets kurator, advokat Søren Christensen Volder fra Bech-Bruun, skyldes konkursen et svigtende salg.

Det oplyser Finans.dk

– I fjerde kvartal af 2018 var detailbranchen generelt ramt på salget, men Solo Company klarede sig dårligere end markedet. Da koncernen samtidig ikke havde et kapitalredskab til at stå imod en omsætningsnedgang, er det nu endt i en konkurs, siger han til Finans.dk.

Ud over koncernselskabet Solo Company ApS er også et indkøbsselskab taget under konkursbehandling. Til gengæld lever de datterselskaber videre, hvorfra Solo Companys 26 butikker rundt om i Danmark formelt bliver drevet, skriver Finas.dk.

– Butiksselskaberne kører midlertidigt videre uden en ejer. Hvis der ikke findes en ny ejer inden for relativ kort tid, kan det blive en konsekvens, at butikkerne lukker, siger Søren Christensen Volder til Finans.dk.

Det er således uvist, hvad der på sigt sker med butikken i Ribe, men indtil videre er den åben som normalt.