Tekst og foto: Renè Jørgensen
9. august 2020.

Sol, sommer og højt humør

Vi er på festpladsen i Roager. Denne sommer har ikke budt på mange dage, hvor man ønskede sig at det var en smule overskyet, men det havde passet festarrangørerne godt, men fra en skyfri himmel, en god temperatur, nød de godt 275 deltagere som der var billetter til, en dejlig sommer lørdag med god musik.

Da RYK IND RIBE kom på festpladsen, var Ribe-bandet Roots in Suits i gang med at underholde, og med sange som Bonsior Madame af Big Fat Snake og Rabalderstræde af Gasolin, blev der skrålet godt med.

Dagen havde budt på et alsidigt program og festudvalget medlemmer, Flemming Aaskov, Bodil Eriksen, Preben Grosmann, Lars Schneider og Jan Sørensen, havde en travl dag.

– Tag tøj på efter vejret, så bliver det helt sikkert en fantastisk oplevelse, sagde Jan Sørensen, da RYK IND RIBE besøgte klubben før festivalen. Både påklædningen og vejret var sommerligt, så det var et tilfreds festudvalg der kunne gennemfører festen med de forholdsregler der nu er nødvendige.

Coronaen kommer man ikke uden om, men der var tænkt på det hele. Bordene stod spredte og der var masser af sprit til hænderne. Tørsten kunne også slukkes og grillen var i gang, og der blev hygget rundt ved bordene.

Det lokale orkester Havnens Fristelser sluttede festivalen af. Tekniske problemer gjorde dog, at orkesteret kom 20 minutter senere i gang, men så kom der også fut i løjerne.

Festlejligheder er der mange af. Hos familien Schneider var der dagen før festivalen 49 års bryllupsdag. Måske derfor Carl gav en ”omgang” til bordet. Næste år kan Grethe og Carl Schneider fejre guldbryllup. Mon ikke de er at finde på Kvik70´s festival næste år, medmindre de to begivenheder er samme dag.

Det lokale orkester Havnens Fristelser blev startet i 2018, og har medlemmer fra Skærbæk, Brøns, Roager og Ribe. Havnens Fristelser er et orkester der har diverse fortolkninger af forskellige, både nyere og gamle sømandssange og viser på repertoiret. Når de optræder er der høj stemning og garanteret syng-med musik. Det seks mands store orkester sender ”skuden” landet rundt, i år er det dog blevet til syv aflysninger på grund af corona. Når sommeren går på hæld, lægger ”flådens friske fyre” op, og gør klar til en ny sæson, når forår og sommer igen melder sin ankomst.