Første del af to
Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. september 2020
– Alle mænd bør have mulighed for barselsorlov, lyder det fra Ole, som har måttet konstatere, at Benedicte på godt 4 måneder ikke har lyst til at sove igen, efter en lang nats god søvn. – Min datter sov faktisk 12 ½ time i nat – og har normalt en døgnrytme med 10-11 timers søvn, så vi er vist ret heldige, kommer det med et stolt smil fra Ole, som sætter sig med Benedicte ved spisestuebordet til en snak med RYK IND RIBE.
Nogle mænd kan ikke få orlov
Vi er i den herskabelige præstegård i Vilslev – på besøg hos sognepræst Ole Witte Madsen, som er gået i gang med sin anden måned af barselsorloven. Mens Benedicte opmærksomt følger med, pointerer Ole: – Jeg kender nogle småbørnsfædre i sognet, som ikke har muligheden for at få orlov, da deres firmaer og landbrug jo ikke giver mulighed herfor – men det er noget der bør ses på i fremtiden.

– Alle småbørnsfædre bør have adgang til barselsorlov, siger Ole Witte, der allerede nu kan mærke gevinsten ved at være hjemme
Bopælspligt i Vilslev
Præstegården ligger unikt placeret med udsigt til Kongeåen, Vilslev Spang og Vilslev Kirke, hvor Ole Witte Madsen blev ansat som sognepræst i november 2013. Der er bopælspligt i Vilslev, som er den del af Kongeåpastoratet med kirkerne i Hunderup, Jernved, Hjortlund, Gredstedbro og Vilslev. Sognepræsten er desuden meget historie interesseret – og derfor var de to mest naturlige spørgsmål være: Hvordan kan Hunderup Kirke høre til Kongeåpastoratet? Og hvorfor er kirketårnet på Vilslev Kirke placeret i det ”forkerte” verdenshjørne?

Kirketårnet ligger ved koret i kirkens østvendte del
Historien om kirketårnet
Lad os få afstemt de mulige svar på kirketårnet. Hertil siger Ole: – Jeg ville gerne kunne give et historisk velfunderet svar – men der er er mange teorier herom. Alle kirker i området har kirketårnet placeret mod vest, men måske skyldes placeringen, at kirken har været anvendt som sømærke – eller at jordbunden er for blød til at kunne bære et tårn på vestsiden? Eller?

Benedicte er ikke parat til at sove – der sker jo spændende ting omkring hende
Benedicte bliver puttet
Mens vi snakker, begynder Benedictes øjenlåg stille og roligt at falde i – og Ole får held med at putte hende. Og det var en helt igennem stolt far, som kom tilbage til stuebordet, hvor kaffen efterhånden var blevet kold.
Hunderup og Vilslev
– Og med hensyn til Hunderup Kirke – så har der altid været en nært samarbejde / tilhørsforhold mellem Vilslev og Hunderup, hvor Kjærgaard Landbrugsskole ligger placeret midt imellem, fortæller Ole, som også kan sætte årstal herpå: – Her skal vi 350 år tilbage i historien, men i 2017 blev Vilslev-Hunderup pastorat lagt sammen med Jernved-Hjortlund pastorat efter menighedsrådenes ønske.
- Præstegårdens hovedbygning er holdt i gul farve …
- … mens sidebygningen med konfirmationsstue, garager mm er hvid
Ungkarl flyttede ind
Ole Witte Madsen var ungkarl, da han flyttede ind i præstegården og de mange, mange kvadratmeter. Og dengang blev der fra tid til anden mulighed for at snøre løbeskoene og tage en frisk tur rundt i marsklandskabet og på stierne langs Kongeåen. – Det sker da, at jeg finder skoene frem og tager en tur, kommer det med et smil og et velbegrundet svar: – Som sognepræst kommer jeg til mange fester og begivenheder i lokalsamfundet – og dermed følger jo et større ”kalorieindtag”.

Selvom der dyrkes meget i haven, så kommer det også købte krydderier på bordet
Alsidig madkultur
I køkkenet er der en mængde kogebøger, som dækker smagfulde retter – fra vegetar, veganer, indisk til ”god gammeldaws dansk. Hvem står egentlig i køkkenet? – Det gør vi begge to, fortæller Ole Witte Madsen, men pointerer samtidig, at hustruen Marie Louise har flair for at bage og skabe nogle fantastiske flotte kager.

Den HVIDE kat Maximus flyttede ind …. en hankat, som…
Marie Louise flyttede ind
Ole mødte Marie Louise i 2017 – og hun flyttede ind i præstegården i løbet af året sammen med sine to børn, Elisabeth (nu 13 år) og Josephine (nu 12 år) og en HVID kat. Når netop farven fremhæves, så skyldes det, at Max – som katten hedder – er opkaldt efter tegnefilmsfiguren –Maximus og er en INDE-kat.

.. godt kan finde på at tirre hankatten SORTE-PER. – Du må skynde dig at tage billedet, kommer det fra Ole Witte, som nødigt vil kradses.
To hankatte kan tirre hinanden
I Præstegården boede i forvejen en SORT/HVID UDE-kat med navnet SORTE-PER. Og vi ved alle fra vores lærdom om alfa-hierarkier, at to hanner kan få et anstrengt forhold til hinanden – og sådan er det også i den idylliske præstegård. – De to hankatte kan tirre hinanden gennem terrassedørens fluenet, hvor de forsøger at komme i kontakt med hinanden med spidse kløer.











































































