Tekst & Foto Johnny Tauman
2. december 2018
”Moder er i køkkenet, nu skal hun traktere” – den kendte linje fra ”Højt fra træets grønne top” er ikke praksis i sognepræst Therese Bering Soltens hjem på Tangevej – og da slet ikke med den konkrete betydning: bespise eller servere mad og drikke juleaften.
Tre gudstjenester den 24. december
Fra omkring middagstid starter sognepræstens længste arbejdsdag, når hun i sin lille hvide Suzuki Splash kører til Rejsby Kirke med julegudstjeneste kl. 13.00. Allerede kl. 14:30 er det så i Roager Kirke, mens dagen slutter, når mørket har sænket sig over landet med den sidste gudstjeneste i Spandet Kirke.
Gæsterne er kokke
På hjemturen over Høm og Damhus med julestjernen på Ribe Domkirke som ledestjerne kan Therese glæde sig til en hyggelig aften: ”Hos os er gæster også indbudt som kokke – så jeg kommer hjem til et køkken, hvor mine sanser vil blive overvældet,” fortæller Therese til RYK IND RIBE.
Roager, Spandet og Rejsby
Therese forlod for godt to år siden et job som sognepræst ved Hornbæk kirke i Nordsjælland, da hendes mand havde fået job som rektor i Ribe. Therese søgte job ved Roager og Spandet pastorat – først som konstitueret senere i fast stilling som sognepræst. For godt et år siden blev Rejsby Kirke (som ellers ligger uden for samme provsti – og kommune) lagt sammen med Roager og Spandet, så Therese i dag gør tjeneste ved tre kirker – servicerer 3 menighedsråd og menigheder. Roager er det største med godt 550 personer, mens de to andre hver har godt 300.
Mange opgaver gange 3 kræver orden
Therese Bering Solten har fået dispensation i forhold til bopælspligten i den ny renoverede præstegård i Roager. Med 3 kirker og 3 sogne, så er der mange praktiske opgaver, som skal løses – lige fra hjemmebesøg, møder med gravere/kirketjenere, aftenmøder med menighedsråd, udfærdigelse af kirkeblad, gudstjenester, kalenderplanlægning, konfirmationsforberedelse og andre kirkelige handlinger til opdatering af hjemmeside of forefaldende kontoropgaver– så der er nok at tage fat på. Og ikke at forglemme prædikenerne. Therese er som mange kollegaer et ordens menneske – og har derfor systematiseret alle de prædikener, hun har holdt. Genbrug – nej slet ikke! Torsdag anvendes til at skrive søndagens prædiken, som stadig udskrives på papir og er en sikker følgesvend på prædikestolen. Måske kan det blive digitalt en gang eller en prædiken uden manuskript – det må tiden vise.
“Herrens veje”
Og så måtte det jo komme – altså spørgsmålet: ”Følger du med i dramaserien på DR: ”Herrens veje 2”. ”Jeg har set første del – og fandt den meget interessant, men tiden har ikke været til TV kikkeri på det sidste, så anden del må streames på et senere tidspunkt,” er slutbemærkningen i besøget hos Therese i præstegården i Roager.