Tekst & Foto: Johnny Tauman
22. maj 2024

Søren Mulvad har igen skabt en unik bog til samlingen af fortællinger om det historiske Ribe – denne gang om Vægterne i Ribe, der via skriftlige kilder kan føres tilbage til det 13. århundrede.

Længe undervejs

– Bogen har været længe undervejs, fortalte Søren ved en reception foran Hotel Dagmar, hvor hotelchef Allan Jacobsen bød på ”boblevand”. – Ja, faktisk begyndte jeg at indsamle data og skrive den i samarbejde med Sydvestjyske Museer, men det blev Hotel Dagmar, som til sidst stod for den økonomiske side med udgivelsen og trykningen hos KongeåPrint, lød det fra Søren, som ikke kunne dy sig for med et skævt smil at konstatere: – Det er nemmere at skrive en bog, end at få den udgivet.

Bogen sælges hos Hotel Dagmar

Vægterne i Ribe er trykt i 200 eksemplarer – og kan købes hos Hotel Dagmar, som nyder godt af samarbejdet med de seks a syv vægtere i korpset, som kommer på besøg i restauranten i løbet af aftenens løb. Her fortælles, der anekdoter og synges et par af Vægtersangen. Også Weiss` Stue har en aftale om besøg.

Mange vægtersager

– Jeg er virkelig glad for denne bog, siger Allan Jacobsen, der især hæfter sig ved at der er mange nye anekdoter og ikke mindst de mange sider med vægtersager, der har været forelagt Bytinget.
Søren Mulvad har – med sine præcise beskrivelser – gengivet episoder – fra 1561, hvor Hans Bartskær fik betaling for at have forbundet nogle slagsbrødre, som havde tævet hinanden til blods – frem til 27. december 1817, hvor to vægtere havde forladt deres poster på grund af beskænkelse mellem kl 22 og 3. Disse vægtere blev ikendt en bøde på 2 Rdr. til Fattigkassen.

Søren kunne ikke synge

Søren Mulvad har en årrække været guide for mange turister i byen – så hvorfor ikke også have været vægter! – Jeg blev spurgt af Aage Gran, men måtte sige fra, da jeg ikke kan synge!
Dykker man ned i afsnittet om Turistvægterne, så kunne Søren nu sagtens være blevet vægter. Trygve Marthinsen – tidligere vægter – fortæller nemlig, at han blev vægter få dage efter, at han blev hyret som turistguide. Den indgåede aftale blev resultatet af en telefonopringning, sålydende:
– Kan du synge?
– Nej!
– Kan du råbe?
– Ja!
– Du er hermed medlem af vægterkorpset.

Næste titel: Øl og Brændevin i Ribe

Med udgivelsen af sin bog om Vægterne i Ribe, så ligger der endnu et manuskript på Sørens computer og venter på færdiggørelse / og senere udgivelse: – Øl og Brændevin i Ribe, som måske bliver min udgivelse nummer 26, lød den afsluttende kommentar fra Søren Mulvad.

TILLYKKE med Vægterne i Ribe!