Tekst & Foto: Johnny Tauman
5. november 2020

Ved det store nissebal skete det, at nisserne ude i bakkerne i Tange blev så fornøjede over at træffe de livlige og sjove fætre fra Riberhus, at de som gengæld inviterede hele slægten på skovtur hos sig i Tange.
En eftermiddag i september drog Ribenisserne af sted derud. Nogen spadserede, og andre hang bag i de hestevogne, som alligevel skulle samme vej. Gamle Pinkus havde for resten det uheld, at han trådte lige ned i en tyk, halvtør koklat, som lå på grusvejen, da han hoppede ned fra den vogn, han kørte med. Han måtte efterlade sin ene sko i klatten, da…..

Morsom julefortælling

Søren Mulvad har igen skabt en utrolig morsom og tillige oplysende julefortælling, som i 24 afsnit egner sig til oplæsning for 8-12 årige, men såmænd også som hyggelæsning for alle aldersgrupper.

Oversatte runetekst

Søren præsenterer i ”Nisserne på Riberhus” en autentisk fortælling nedskrevet af slotsnissen Herman, som sammen med Veronika havde fået seksten sønner. – Ved et tilfælde faldt jeg over en gammel skindindbundet protokol, som var skrevet med runer, fortæller Søren til RYK IND RIBE. Han har nu med ildhu fået oversat runeteksten, som fremstår næsten identisk med den oprindelige tekst. – Jeg har dog rettet nogle af Hermans stavefejl, kommer det med et smil fra den stolte forfatter, der har fået bogen illustreret af sin hustru – Susanne Edelberg Mulvad.

Mød Pinkus, Mischka og alle de andre

Bogen er spækket med underfundige udtryk og navne, som giver læseren en unik oplevelse. Glæd dig til at stifte bekendtskab med Pinkus, Bimse, Mischka, Dippe-Dutta, hr. Gulbis og mange, mange flere.
Flere af navnene har rødder i Letland, Rusland m.fl. og dækker over Sørens underfundige spidsfindigheder. Hvem tænker umiddelbart over at Gulbis på lettisk betyder en svane.

Søren signerer bogen på lørdag

”Nisserne på Riberhus” er trykt hos Kongeaa Print og Design. Den er allerede mulig at erhverve for udsalgsprisen 100 kr. følgende steder: Bog og Idé, Ribe, Museet Ribes Vikinger og Kvickly, Ribe.

Du kan også træffe Søren Mulvad på Queedens Gård på lørdag, hvor han fra kl. 11.00 – 13.00 vil sælge ”Nisserne på Riberhus” – og hvor du kan få signeret bogen.

Når Søren har fået en idé, så søger og higer han i gamle bøger og protokoller – og denne gang fik kan gevinst på Rigsarkivet.

Efterskrift

Søren Mulvad faldt ved en tilfældighed over protokollen, som er ikke var registreret, da han besøgte Rigsarkivet i jagten på sine forfædre – specielt en vis Jørgen Pedersen, som har været slotsskriver på Riberhus.

– Jeg fik rigtig god hjælp af rigsarkivar Kristian Bartholdy, som kunne fremvise ½ meter protokoller omhandlende Riberhus, fortæller Søren Mulvad, der kan supplere: – Den gamle protokol blev foræret til Dronningen, og den opbevares nu i natbordskuffen hos Dronning Margrethe på Amalienborg.