Tekst: Johnny Tauman    Foto: Esbjerg Kommune
2. marts 2020

Landskabsarkitekt Karen Margrethe Bak fra Esbjerg Kommunes Teknik & Miljø har sendt en oversigt til RYK IND RIBE, som fortæller om den sidste kloakseparering i Gravsgade, Korsbrødregade og Sønderportsgade. Arbejdet med separering startede i Gravsgade i 2018 og fortsatte i Korsbrødregade i 2019.
– Vi beklager selvfølgelig de gener, som anlægsprojektet påfører beboere og turister i Ribe, og håber, at det vil blive opvejet af et smukt resultat senere på året, siger Karen Margrethe.

Starter op tidligere end planlagt

I år er det Sønderportsgade fra Hotel Ribe til broen ved Stampemølle Å, som står for tur. På grund af det milde vejr har Vej & Park mulighed for at starte op lidt tidligere end forventet, og det benytter de sig af i den forhåbning, at det så kan afslutte arbejderne tilsvarende tidligere.
– Vi starter så småt med klargøring af arbejdsstedet og optagning af brosten i denne uge, og det betyder, at Sønderportsgade (den omtalte strækning) vil være spærret for gennemkørsel. Der skiltes naturligvis for omkørsel. Vi lægger op til at flest muligt parkerer på P-syd og går ind i byen derfra eller kører ind i byen ved Dagmarbroen. De store biler skal ikke benytte Gravsgade og Skovgade, fastslår landskabsarkitekten.

Adgang for gående

Adgang for gående i Sønderportsgade og på broen opretholdes i hele byggeperioden. Det betyder, at beboerne og turister kan komme fra P-syd og ind i byen. Og desuden er der jo også flere broer fra Damvej, som gående kan benytte ind og ud af byen.

Spærret på et tidspunkt

Landskabsarkitekt Karen Margrethe Bak fortæller, at også broen over Stampemølle Å vil blive spærret for gennemkørsel på et tidspunkt – det vil der blive skiltet om både uden for byen og lokalt i gaderne.

Håber på at være færdig i uge 40

Det vil være en lang proces – arbejderne kommer formentlig til at strække sig til formentlig omkring uge 40.
– Det kan være lidt vanskeligt at vide præcist, da der er flere ukendte faktorer som vejr og vind og en arkæologisk undersøgelse af den oprindelige Sønderport, som ligger under vejen ud for Gravsgade, fastslår Karen Margrethe.

Fotomanipulation viser resultatet

Landskabsarkitekten påpeger, at Sønderportsgade vil ligne de øvrige brolagte gader i middelalderbyen, som da vil fremstå som et flot og samlet hele. Fotomanipulation af gaden viser, hvordan gaden kommer til at se ud.

Sådan kommer gadebilledet til at se ud, når arbejdet med kloakseparering er færdig (manipuleret foto, som Rambøll har lavet for Esbjerg Kommune).