Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 11. februar 2026
Selv om det ikke er lige til at se, nærmer foråret sig. Og dermed også udsætningen af Sønderport bænke.
Det sker som planlagt den sidste lørdag i februar og datoen er i år den 28.
Bænkene er nu blevet godt tørre efter ophold inden døre vinteren over, og de er blevet frisket op med ny maling, hvor det var tiltrængt.
Medlemmer af Foreningen Sønderports Bænke af 1861, eller bænkebiderne, som den populært kaldes, mødes på Hotel Ribe lørdag den 28. februar klokken 11, hvorefter man med musik i spidsen går til Sønderport, hvor bænkene ankommer.
Når bænkene er stillet op og forsvarligt gjort fast, går medlemmerne af foreningen tilbage til Hotel Ribe, hvor der traditionen tro indtages stegt flæsk og persillesovs.
Tilmelding til spisningen skal ske til Hotel Ribe på mail hotelribe@hotelribe.dk eller telefon 75420466 senest onsdag den 25. februar 2026.









































































