Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 30. marts

Der venter formentlig arkæologerne i særdeleshed og ripenserne i almindelighed spændende ny viden, når arkæologerne i løbet af kort tid begynder at grave i Sønderportsgade.

I forbindelse med den renovering af gaden, der er i gang, skal arkæologerne have Sønderport udgravet. Man ved, den gamle byport er der, men man ved ikke, hvor meget af den, der er bevaret.

Det fortæller overinspektør Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer, der også kan fortælle, at arkæologerne tidligere har været nede ved byporten.

– Det var i 1979, da Mogens Bencard var ved museet. Den gang var registrator Aage Andersen nede ved byporten, og man fandt en vange af selve porten.

– Porten som sådan blev revet ned i 1801, og ud over, at man fandt den ene vange i 1979, har man kun nogle upræcise kort og tegninger over Sønderport. Men vangen og de tegninger, man har, tyder på, at den har været noget større end Nørreport.

– Vi ved ikke hvor grundigt, den gamle byport er revet ned. Der kan være meget murværk dernede, fortæller Morten Søvsø, der også oplyser, at porten er fredet som fortidsminde.

– Det er det højeste beskyttelseskrav, man har. Der må ikke graves i den, og skal man grave omkring den, skal arkæologer stå og og fortælle, hvor der må graves.

Morten Søvsø lægger ikke skjul på, at arkæologerne glæder sig til at komme i gang med arbejder.

– Vi ved ikke, hvor meget, der kommer frem. Vi håber at kunne markere den præcise placering. I dag ligger der en sten i Sønderportsgades fortov, der markerer byporten, men den placering er muligvis ikke helt præcis. Vi vil efter udgravningen prøve at markere portvangernes udstrækning, så man over jorden kan danne sig et indtryk af størrelsen, siger Morten Søvsø.

Udgravningen af Sønderport kommer, da kommunen og andre alligevel er i gang med at forny alle de rør, der ligger i vejen, ligesom asfalten efterfølgende bliver skiftet ud med brosten, som det er sket mange andre steder i byen.

Sten der markerer – ikke helt præcist – hvor Sønderport lå.

Fakta

Sønderport omtales 1224 som ”byens indgang til Horstorvet”, i 1370 kaldes den Horstorv Port og fra 1400 og frem Sønderport.

Sønderport lignede Nørreport i alder og ydre. Sønderport var også grundmuret med tegltag, men havde ikke som Nørreport en portnerbolig. Her boede portneren i et bindingsværkshus ved siden af porten.