Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. marts 2022
Så gik der endnu en uge – og der er sket rigtig meget – STORT som småt i Ribe og Omegn. Dagens skønne historier spænder vidt – og måske kan du være med til at kvalificere dem med kommentarer.
Nogle har nemlig blot en kort tekst til et par billeder, mens andre har en helt anden komposition.
Hvad man dog hører!

To personer har placeret sig ved et bord og kikker på menukortet.
– Jeg vil gerne betale…. Sådan indledes samtalen.
– Næh, det er min tur…
– Du betalte da sidst, vi var ude at spise!
– Der delte vi lige over – jeg mener, at det var dengang, vi fik tapas!
– Nå, ja! Men jeg betaler altså i dag. Hvad vil du så have? Du kan vælge mellem Blåbærtærte med creme fraiche eller flødeskum til 39,- og en andre lækre kager.
– Jeg er på skrump, så jeg vil gerne have en kop sort kaffe og en bolle uden smør.
– Hvad??? Er vi ikke i byen?
– Jo, men du kan jo bare vælge, hvad du vil – fx din sædvanlige cremede Café Latte og en hindbærsnitte til 25,-
Og sådan blev det!
Og begge fik en god oplevelse på Cafe Queedens, mens snakken gik videre om det snarlige BrodeRibe arrangement.
Foråret er på vej

Mens vi alle venter på foråret, så er de første forberedelser i gang ved den prisbelønnede ejendom i Tvedgade. På en bænk står forårsblomster, mens en anden har en inspirerende komposition anbragt i en kurv. Den vellykkede nybygning har et spændende haveanlæg, som med længsel venter på foråret. RYK IND RIBE ser i hvert fald forbi om nogle måneder.
Byggeriet tager form
Michael Nørgaards byggeri i Tvedgade har fået rejst 2 bygninger – og torsdag blev der arbejdet med taget. Ud mod Tvedgade ses fundamentet til endnu en bygning.
En håndboldoplevelse

Tekst & Collage: René Jørgensen
Hjemmeholdet gav Hviding IF et nederlag på 13 mål
Skovlund Ansager HK Ribe HK tog en sikker sejr hjem over konkurrenterne fra Hviding IF. Der var på intet tidspunkt spænding om resultat, og selv om Hviding IF gik til den, var forskellen på de to hold for stor.
Ved halvleg var stillingen 14 – 5, og det var nok de færreste, der troede kampen ville vende.
– Den sidste kamp vi spillede mod hjemmeholdet endte 30 – 16, slog en HVIDING IF spiller fast, så det er da en forbedring. Godt nok tabte de kampen, men ikke humøret.
Det har ikke været muligt at finde en holdliste på nogen af de to klubbers hjemmesider, men vi vover pelsen, og peger på, at hjemmeholdets topscorer hedder Mathilde Strebel med 9 mål. Hviding Ifs topscorer blev den garvede spiller Camilla Lauridsen med 6 mål. Kampen endte 29 – 16.
Bådene skal ud til slusen

Dronefoto: Ove Detlevsen
Mange både er i vinterhi på Ribe Sejlklubs areal ved Slotsbanken. De skal i vandet i løbet af april og ud på den anden side af Ringbroen og militærbroerne (hvis de kommer i maj). På billedet ses også Ribe Vesterås eneste slæbested. Formentlig kommer der snart et slæbested ved Kammerslusen.
Hvorfor bliver den ikke fjernet
Det er ikke første gang, at parkeringspladsen ved Hviding Station står under vand. Og på stedet er en bil efterladt. I forruden har Politiet påklistret en besked om, at bilen SKAL fjernes inden 48 timer. Imodsat fald vil det blive fjernet af POLITIET for EJERS REGNING.
Sedlen er dateret 1.3.2022 – og 1o. marts var bilen stadig ikke fjernet. Hvis man ikke mener noget med 48 timers reglen, så ….

















































































