Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. maj 2022

Endnu en uge er gået uden nedbør – på markerne omkring Ribe er de store vandkanoner kommet i drift – der advares mod brug af åben ild og anvendelse af ukrudtsbrændere. Og så er det for øvrigt “Mors dag”. Derfor passer de to artikler om blomster jo fint ind i den samlede kontekst for dagen. Men der er også nyt om overfladebehandlingen af Tolderen, sæsonstarten med marked på Skibbroen og en kort præsentation af arkitekt Mikkel Lux Larsen fra Byplan (mere følger i et aftalt portræt). Endelig sluttede REHH håndboldsæsonen af på hjemmebane i DOKKEN – nu venter “blot” to udekampe i slutspillet.

Tulipanerne synger på sidste vers

Sæsonen for at plukke tulipaner er ved at rinde ud hos PLUK SELV blomster på Gl. Koldingvej 15, men heldigvis kommer der andre til. – I løbet af sommeren vil der være mulighed for at skære Studenternelliker, Liljer, Gladiolus, Georginer, Solskikker, Zinnia, Inkaliljer, Løvemund, Asters og Montbretia, fortæller Arne Ditlevsen, som passer blomsterne for sine børn.
Arne stammer fra Vilselv, men har boet på Gl. Koldingvej siden 1970 sammen sin kone. Han arbejdede tidligere som entreprenør. Han fortæller til RYK IND RIBE, at begge familiens sønner er bosiddende på Fyn – og beskæftiger sig med planter – den ene – Søren – har et gartneri, mens den anden – Peter – driver virksomheden: Havemand Fyn.

– Og så skal du lige have med, at årets slutter af med Crysantemum, lød det fra Arne, inden han skulle ind og arbejde lidt i butikken.

 

Tolderen er blevet smurt

Henning Jacobsen ses hermed ved siden af sin stolte tolder, som broren Leif har skabt på stedet. – Jeg er rigtig glad for tolderen, som mange kommer forbi – ja nogle gange kan man undre sig over, hvor mange der finder vej til Vilslevspang, fortæller Henning, mens han opfordrer RYK IND RIBEs skribent til at lægge mærke til duften fra figuren. Tolderen er først blevet behandlet mod råd og svamp – og har senest fået første behandling af tre med en special olie.

Tolderen skal fremstå med et solbrændt udtryk – og derfor var gode råd dyre. – Der er er anvendt en olie, som jeg kender fra min tid med arbejde på havnen i Esbjerg, forklarer Henning og tilføjer: – Det er en slags tjæreolie, som bruges til træskibe.

De besøgende spænder vidt – der er tale om motionister, ældre beboere og ikke mindst gæster, der får behov for noget frisk luft i forbindelse med fødselsdage og fester i Forsamlingshuset.

 

Markeder er tilbage

Onsdag genstartede en af de store turistattraktioner – markedsdagene på Skibbroen. Der var rigtig mange boder – og de handlende hyggede sig og fik sammen afstemt forventninger til den kommende sæson. – Jeg kommer helt fra Kolding, lød det fra en kvinde, som håber, at RYK IND RIBE kommer forbi en anden god gang, når der er flere varer udstillet.

– Jeg er rigtig gad for at komme til Ribe, hvor havnemiljøet er med til at tiltrække kunder.


Omkring kl. 15 begyndte det at ebbe ud – og flere pakkede deres grej sammen – parat til at prøve lykken en anden god gang.

 

Sammenhold i Vilslev

Dagens blomsterkup inden der kom for mange kunder

En snak om den højre kvalitet og afregningen

I følge Else Marie Olsen fra Boliggruppen, så deltog ca. 150-175 i arrangementet ved Kongeådal Brugsforening, hvor mange snakkede med Ribe Boligforening om mulighederne for at etablere almene boliger på Skolegrunden. Om eftermiddagen deltog omkring 25 børn i en række forskellige aktiviteter på Skolegrunden. Collagen består af private billeder taget af Ole Witte Madsen og Kirsten Blom.

Dagen sluttede af med grillpølser – og var deltagelsen også over al forventning. Billederne herfra skyldes Birgit.

 

Arkitekten træffes i Ribe / Mandø

Esbjerg Byråd vedtog den 17. maj 2021 at sætte gang i et områdefornyelsesprojekt i Ribe. Områdefornyelsen skal frem mod 2026 medvirke til at udvikle, udvide og styrke Ribes bykerne.
Det er netop det forsøg man har kunnet se og besøge i området ved LIDL og P-Nord. Det handler konkret om  nye måder at indrette byens rum på, og forsøget på P. Nord er en del af områdefornyelsen. Arkitekt Mikkel Lux Larsen fra Byplan arbejder netop med dette projekt – og har fortalt RYK IND RIBE, at informationstavlerne snarest bliver fjernet, da de har overskredet “sidste salgsdato”. Han oplyser endvidere, at han træffes i Ribe og på Mandø 2 x 2 dage hver måned – og i den forbindelse har vi lavet en aftale om at følge en arbejdsdag på Mandø. Når Mikkel er i Ribe har han base hos Sydvestjyske Museer på Tangevej. På onsdage i ulige uger træffes Mikkel i Ribe i tidsrummet 09:00 – 15:00, mens han forsøger at være å megen tid som tidevandet tillader det på Mandø i lige uger.

 

Håndbolden sluttede i DOKKEN

Ribe-Esbjerg HH tabte igen pusten i Slutspillet – og måtte se sig slået af Skanderborg Aarhus Håndbold med (27-32). Nu resterer der kun to udekampe i denne sæson mod henholdsvis GOG Håndbold og Bjerringbro- Silkeborg Håndbold. Optakt og resultater i disse kampe vil blive bragt her i Søndagskrydderen, da REHH har udspillet sine muligheder for at nå videre – og vi derfor ikke afsætter ressourcer til større foromtaler og kampreferater. Det bliver spændende at se, hvordan cheftræner Anders Thomsen får sammensat et hold til sæson 2022/23, hvor der forhåbentlig kommer flere tilskuere i hallerne – lørdag så blot 512 tilskuere forbi Blue Water DOKKEN. Det kan ingen være tilfreds med.

Sidste kamp i Blue Water DOKKEN – og farvel til bla. Torben Petersen