Tekst, Foto & Collager: Johnny Tauman
1. maj 2022
Efter en kort pause grundet min ferie i Sydfrankrig er Søndagskrydderen igen tilbage. Her fik jeg et flashback til en skøn tid med tegnere og malere i gadebilledet, som da Gustav Holgersen fra Varde var en del af Ribe bybilledet med sine opgaver og samtaler med såvel lokale borgere som de mange turister.
I Saint Jean de Luz var der adskillige malere på havnetorvet – det kunne vi også sagtens have i Ribe.
Starter på en frisk
Mandag d. 2. maj bliver helt anderledes for firmaet JRJ Anlægsgartner, når Jesper for første gang kan starte arbejdsdagen fra sit nye domicil på Ole Rømers Vej 19. – Vi har valgt at bruge weekenden til at flytte kontor og hele vores maskinpark fra forskellige destinationer til den nye adresse, fortæller Jesper Rohr Jørgensen, der for tiden har ansat 8-10 medarbejdere til at løse alle de opgaver, som fortsat vælter ind. – Det er bare utroligt, at kundestrømmen fortsætter, siger Jesper med en vis tilfredshed i stemmen og oplyser samtidigt, at der vil blive afholdt åbent hus og reception i løbet af juni måned.
Med den nye erhvervsadresse fik JRJ Anlægsgartner så endelig mulighed for at lægge skuffelserne fra Varde Hovedvej bag sig.
ØV for en cykelsti
Sommeren nærmer sig – og der forventes mange cyklende turister til Ribe & Omegn – her af vil en stor del vælge en tur til Vadehavscentret og Mandø Ebbevej. Det bliver imidlertid ikke på en nyanlagt cykelsti mellem Ø. Vedsted og V. Vedsted – der er nemlig lange udsigter til, at den bliver færdig.
Drifts & Anlægschef Morten Andersson fra Esbjerg Kommunes Teknik & Miljø afdeling giver her en opdatering til RYK IND RIBEs læsere: – Vi er fortsat i gang med 3D-projekteringen, men forventer at kunne byde projektet ud i løbet af juli med forventet anlægsstart ultimo august, primo september.
Der er ikke oplyst, hvor lang tid anlægsfasen vil løbe over.
Og bare for god orden skyld: cykelstien blev godkendt 30. november 2018.
BSH ser forbi
Den tredje kamp i slutspillet mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er sidste chance for at vise, at holdet fra Ribe-Esbjerg HH kan drille de “store” mandskaber.
Resultaterne i REHHs pulje peger nemlig på, at det bliver GOG og BSH, som snupper semifinalepladserne foran Ribe-Esbjerg HH og Skanderborg-Aarhus Håndbold.
Søndag aften bliver der formentlig vist god håndbold i Blue Water DOKKEN, da holdene i grundspillet hver vandt et opgør – og dermed står godt til hinanden.
RYK IND RIBE tror på. at REHH endelig får fjernet “ægget” og dermed kan sætte mindst et point ind på kontoen.
Og så kan holdet teoretisk stadig nå en semifinaleplads, da GOG Håndbold sent lørdag aften besejrede Skanderborg-Aarhus Håndbold.
Stillingen er nu:
GOG Håndbold: 8 point
Skanderborg Aarhus: 3 point
Bjerringbro-Silkeborg: 2 point
Ribe-Esbjerg HH: 0 point
Gå væk, stork!
Da RYK IND RIBEs medarbejdere var børn – født i byen som ægte ripensere – var der masser af storke i “storkenes by”. Når vore mødre om foråret på legepladsen på Brorsonsvej sang B.S. Ingemanns tekst:
Stork, Stork, Langeben!
Hvor var du så længe? Lykken vil du bringe,
så var der næsten vand i øjnene, når de store fugle kom til byen efter vinteropholdet i Afrika, som var så langt, langt borte.
Når storken kommer i dag, så begejstrer den stadig lokale og turister, som med næsen i sky forsøger at få de bedste motiver fanget gennem objektiverne på kameraer og/eller mobiltelefoner.
Og historien løber gennem byen som løbeild. – Har du set storken – og der er vist nok to.
I gågaden traf René en bekendt fra morgensvømmerholdet. Han havde fra sit køkkenvindue set storkene og ud fra sin mening, uden dog at være specialist, vurderede han at en parring var i gang.
Senere er der sået tvivl om dette.
Storken og guldfisken
Og mens snakken går, kommer René i tanke om en artikel i Vestkysten skrevet af enten Hasse Jørgensen eller Ole Sønderstrup for 30 år siden. – En stork var landet på Svankærvej, da den havde set en mulighed for et let måltid fra en havedam med guldfisk, fortæller han og fortsætter: – Den sultne stork blev mødt af familiens yngste søn, der med en lægte fik storken til at forsvinde. Sønnen mente nemlig, at guldfisken lignede en haj. Den var flot, og den skulle storken ikke snuppe.
Men hvad der også hører med til historien var, at hustruen var højgravid, og få uger senere fødte en datter.
Om det var et forvarsel, vides ikke, men i sangen af B.S. Ingemann kunne det godt tolkes således:
Stork, Stork, favre små
bringer du vor moder.
Er det en søster med øjne blå
eller en lille kærbroder?
Hegn mod sandfang
Formanden for Ribe Fritidscenter Carsten Lund viser på billedet, hvor højt hegnet ned mod søen (sandfanget) bliver.
Mange forældre er stadige bekymrede for sikkerheden, men den er ubegrundet, for i sidste uge blev samtlige legeredskaber gennemgået og godkendt.
Det trafikale er der også styr på – Esbjerg Kommune er ved at færdig gøre cykelstien.
Forældrene skal selv vurdere, om deres barn/børn kan færdes på legepladsen alene. Når parken står færdig, er det nemlig på eget ansvar, når man bruger den.
Alt el er nu også på plads. På billedet er det Flemming Aaskov fra Nørremarkens el, der kontrollerer ledningerne.
Det skønne forår på landet
Når du kører i marsken mellem Hillerup og Ribe Kammersluse / Bjerrumvej, så giv dig tid til at studere årets gang. Se hvordan den pløjede jord støver og efterlader knolde som følge af en ekstrem tør april måned – eller stands op og se på kvæget i forskellige farvenuancer eller fårene med lam på Ribe-diget. Og vær så parat til også selv at blive studeret – især hvis du bliver siddende i bilen, for ellers forlader dyrene hurtigt stedet for at opnå en “sikker” distance. Og ja – raps markerne kan vel også få humøret et par takker op – den gule farve er bare så massiv, så langt øjet rækker.