Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
25. februar 2024
Februar har med sine 29 dage i år virkelig chancen for at markere sig på rækken af vådeste måneder. Og hvad er så bedre end at tage sin mobil, iPad eller pc og blive inspireret med læsning i SØNDAGSKRYDDEREN: forældre med babyer fra 0-11 måneder kan deltage i en konkurrence – og så er der lige historien om en kvinde på 59, som har valgt at prøve kræfter med at spille golf. Endelig er der et indlæg om, at cykelstien langs Dagmarsgades nordside ikke skal graves op.
GOD SØNDAG!
Kåring af sødeste baby
Foråret er på vej – og dermed tilbyder fotograf Minna fra Lasbo PhotoCare gratis fotografering til forældre, som vil deltage med deres guldklumper i alderen 0-11 måneder i kåringen af Ribe og omegns Sødeste Baby 2024. Vinderen af konkurrencen vil modtage et billede opklæbet og overfladebehandlet i størrelsen 40-50 centimeter inklusiv ramme til en værdi af 1299 kr.
Butikschef Minna Øbom Poulsen siger til RYK IND RIBE, at der skal bestilles tid til fotograferingen: – Interesserede kan enten ringe til os eller komme forbi butikken. Når de sidste billeder er taget, vil der efterfølgende være afstemning i butikken.
Vinderbilledet i 2023:
Ændret linjeføring
Michael Nørgaard fra Nørgaard Anlæg fortæller RYK IND RIBE, at der ved nogle prøvegravninger i cykelstien i Dagmarsgade, er opstået uforudsete fund. Han siger herom: – Vi stødt på nogle gamle ledninger, som ingen havde kendskab til, og derfor bliver fjernvarmeledningen nu flyttet ud i vejen i stedet for – fra Dagmarbroen frem mod Banegårdspladsen.
Denne ændring betyder, at Sydvestjyske Museer vil følge gravearbejdet. – Jeg vil gerne rose museumsfolkene for at være løsningsorienterede i forhold til vores samarbejde. De er søde til at lytte og komme med forslag – og ikke mindst skabe sig de rammer, som er bedst for alle parter.
Mandag vil RYK IND RIBE orientere om justerede planer for den sidste strækning forbi Tidens Tand.

De to sæt rør, der engang skal skubbes / trækkes under Dagmarbroen, er klargjort
Fandt golfglæden som 59-årig
For godt et år siden introducerede golfmanager Nikolaj Viuff fra Ribe Golf Klub kurser for nybegyndere helt gratis – et tilbud, som 59 årige Jette Bajlum fra Gram meldte sig til – ikke af lyst, men for også at være sammen med sin mand, som er passioneret spiller på de grønne greens.
– Jeg husker den første dag – 7. april 2023 – hvor jeg blev bidt af golf. Indtil da havde jeg sammen med familien kun spillet minigolf, som jeg i dag betragter som en god leg – hvorimod spillet hos Ribe Golf Klub er en sport!
Målet kræver træning
Inden vi går videre, så skal vi lige have noget på plads! RYK IND RIBE spørger ind til det alle, der spiller snakker om – nemlig hvilket handicap. – Jeg har et handicap på 47, fortæller Jette, der efter begynderkurset er med hver onsdag aften, hvor ældre golfspillere, veteranspillere og turneringsspillere kan gå en runde: – Jeg bliver vejledt og startede på handicap 54 som alle nybegyndere. Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil nå handicap 36.
Muligheder indendørs mod en væg
I Danmark ligger mange golfbaner stille henover de våde vintre – og hvad gør en tændt nybegynder så? – Jeg er mest tændt af at stå på alpint skiløb i om vinteren, fortæller Jette, der da har prøvet at spille indendørs golf mod en væg – og en tur til et golfanlæg i Spanien er det også blevet til.
Ikke for sent at starte
I dag har Jette et helt andet midlertidig handicap, som ikke kan tillægges Golf. En brækket ankel har medført både speciel støvle og krykker. Hun glæder sig til sæsonstarten – og siger til kommende spillere i den modne alder: – Det er ikke for sent at starte! Et fantastisk begynderkursus med regelundervisning samt fire gange holdtræning – og dertil mulighed for at låne golfudstyr. Så er du klar!
Skal du gøre som Jette, så kontakt Ribe Golf Klub på info@ribegolfklub.dk og hør mere om begynderforløbene, som igen i 2024 er helt gratis.
RYK IND RIBE har også besøgt to 18-årige. Artiklen med Alexander og Christoffer bringes tirsdag.