Tekst & Collage: Johnny Tauman
31. december 2023

Med denne nytårshilsen siger NYTÅRSKRYDDEREN tak for 2023 med nogle vigtige oplysninger om de trafikale vilkår på Kurveholmen og Brorsonvej samt i Hundegade samt ændrede muligheder for parkering. RYK IND RIBE vil løbende i 2024 informere om nye og måske ændrede forhold, som måtte opstå i perioden 4. januar til 16. februar. Det kan være ændrede terminer, hvis vi skulle få den varslede vinter med masser af sne.
Unge dommere fløjtede ved FINAL 4, hvor Team Esbjerg for tredje gang vandt trofæet. Var de gode? Fløjtede de korrekt?
Og så en positiv lille beretning: Domkirkepladsen ligner sig selv – alle hytter er kørt i depot, og der er ryddet op.
GODT NYTÅR!

Trafiklysregulering i Hundegade

Når cykelstibroen skal fjernes – ombygges, så de to fjernvarmeledninger kan placeres, er det nødvendigt med en trafikregulering med lyssignaler. Når rørene er på plads skal de kobles sammen med de rør, der allerede er i jorden. Endelig skal der til sidst laves ramper og asfalteres.

Ensrettede vejstrækninger

I Rundkørslen på Haderslevvej møder bilister beskeden om Kurveholmen / Brorsonsvej!

Som det fremgår af kortmaterialet udført af ARKIL, så bliver Kurveholmen ensrettet fra Dagmarsgade ad Kurveholmen og Brorsonvej til Hundegade.
I samme periode vil Hundegade være ensrettet. Omkørslen fra Hundegade vil fortsætte ad Dagmarsgade.

 

Dommerfejl eller forkert skøn

(Foto: René Jørgensen)

Er den GUL-blusede NFH-spiller overtrådt i situationen? Det skal dommerne afgøre i et splitsekund! Samtidig skal der være fokus på om GRØN 24 fra VHK begår frikast ved at ramme GULs skudarm – og endelig have fokus på, hvornår bolden forlader / har forladt spillerens hånd.
Der er naturligvis overtrådt – da GUL-spiller har en hånd på målcirklen! GRØN spiller laver ikke noget ulovligt, skønt hun kommer til at berøre målcirklen med den ene fod.
Der blev SCORET og DØMT MÅL!
HVIS nu GRØN 24 havde ramt GULs skudarm, FØR den GULE-spiller rører frikastlinjen, havde dommen været et straffekast til GULT hold.
Simpelt? Ja, men med risici for at begå fejl.

Unge dommere

Der var i forbindelse med FINAL 4 i Blue Water DOKKEN en del, der undrede sig over påsætningen af dommerpar:
Finalen: Jacob Jæger Pagh og Kalle Thygesen
Bronzekamp:  Kim Borup og Allan Theils
Semifinale 1: Frederik Skou Ejby og Lasse Wahlstrøm

Der var tale om unge ELITE dommerpar, som fløjtede deres første kampe i et FINAL 4 stævne – og de gjorde det faktisk meget godt.

Den moralske finale

Til den moralske finale mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg havde Dommerudvalget valgt de erfarne topdommere Thomas Kalisz og Michael Søgaard. Og skal ret være ret, så var det faktisk det dommerpar, som efterfølgende fik mest kritik.

(Foto: Johnny Tauman)

Og hvordan er det lige med at holde?

Det er ikke tilladt at holde en spiller – og det gælder også i spilletøjet. Se på de tre billeder – og vurdér, om episoderne skulle være fløjtet – eller om de “bare” var en del af normalspillet. Team Esbjergs forsvar var kompakt – og de GULE fra Nykøbing Falster Håndbold havde svært ved at “slippe fri.”
Prøv at vurdere mellem at holde – at fastholde – og at rive i eksempelvis spilletrøjen. Dommerskøn kan være afgørende!

(Foto: Johnny Tauman)

(Foto: Johnny Tauman)

 

Hurtig oprydning

(Foto: René Jørgensen)

Allerede  onsdag formiddag begyndte arbejdet med at køre de små julehytter fra Domkirkepladsen i depot – og det gik imponerende hurtigt på to blokvogne.
Hytterne må forventes opstillet igen fredag d. 22. november – og dermed igen være rammen for intens julestemning i midtbyen.
Med de trafikale udfordringer i Hundegade / Kurveholmen / Brorsonsvej må der forventes en del ekstra trafik på Domkirkepladsen og Sønderportsgade, selvom skiltningen eksempelvis i krydset Sønderportsgade / Damvej og Holmevej egentlig signalerer noget helt andet.