Tekst, Foto og Collage: Johnny Tauman
14. januar 2024

SØNDAGSKRYDDEREN ser på, hvordan regentskiftet smitter af på salg af kroner i Ribe, muligheder for at søge støttekroner hos Ribe Biogas samt et greenkeeper jubilæum hos Ribe Golfklub. Desuden vender vi lige trafikken i de ensrettede strækninger: Kurveholmen og Brorsonsvej.
GOD SØNDAG!

 

Mange kroner revet væk

Collage: René Jørgensen

Det kongelige tronskifte kan også mærkes helt til Ribe, hvor Sjov & Spil på Nørremarken har oplevet en kæmpe efterspørgsel på kongekroner som i den første uge nærmest blev revet væk på webshoppen.
Butikken havde inden jul købt et større parti kongekroner hjem, som egentligt var beregnet til den kommende Fastelavn, men med nyheden fra Dronningen nytårsaften meldes, der nu tæt på udsolgt.

 

Søg støttemidler hos Ribe Biogas

(Foto: Ribe Biogas)

Ribe Biogas uddeler 50.000 kr. i støtte til lokale foreninger. Direktør Claus Lindholt Mikkelsen opfordrer foreninger, der har brug for at købe noget, som kan gøre en forskel, til at sende en ansøgning om støtte til Ribe Biogas A/S. Han gør opmærksom på, at selvejende institutioner også  kan søge.

Rammerne for puljen

  • Der uddeles i alt 50.000 kr.
  • Der skal ansøges skriftligt med et lille budget.
  • Ansøgningen skal begrundes ”hvorfor pengene gør en forskel”
  • Ansøgningsfrist er 15. februar 2024
  • Midlerne uddeles marts 2024
  • Der gives kun støtte til ansøgere i gl. Ribe Kommune

Ansøgning sendes til bogholderi@ribebiogas.dk

 

25 år med golf-græs

Baneudvalgsformand Jørn Wind med chefgreenkeeper Jan Birk Hübschmann ( Private fotos fra festlighederne)

Golfklubbens bestyrelse inviterede fredag til åbent hus i klublokalet på Snepsgaardevej 14, Ribe. Anledningen var, at chefgreenkeeper Jan Birk Hübschmann ved årsskiftet har været ansat i 25 år ved Ribe Golf Klub. Baneudvalgsformand Jørn Wind  takkede for de 25 års indsats i golfklubben og overrakte klubbens gave til Jan Birk Hübschmann.
Jørn Wind oplyser til RYK IND RIBE, at 
Jan startede som greenkeeper-elev d. 2. januar 1999, og nu er leder af golfklubbens banepersonale. Han oplyser endvidere, at Golfklubben søger 2 nye medarbejdere – en greenkeeper-elev og en timelønnet sæsonmedarbejder.

 

Trafikken glider

Kurveholmen og Brorsonsvej er i en periode ensrettet fra Dagmarsgade til Hundegade. Det ser ud til, at trafikken glider fornuftigt, hvis bare folk ikke lader GPS´en bestemme. Her tænkes på det første stykke af Brorsonvej, hvor et par biler måtte vende om.

 

Hundegade er ensrettet fra Brorsonsvej

Beboerne har parkeret i samme side, hvilket giver flow i trafikken. Det er meningen, at cyklister / forældre, der skal hente børn i J.A.Riis Børnehave skal køre ad Klostergade.

Da RYK IND RIBE var forbi på von Støckens Plads gled trafikken fornuftigt.

Og så blev der jo naturligvis gravet af Nørgaard Anlæg