Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. februar 2023
Denne Søndagskrydder kikker først forbi Kjærgaard Landbrugsskole, som snart kan fuldende en total renovering / restaurering efter den store brand, besøger graveren i Vilslev, som har fået nye faciliteter og giver indblik i en Leth metode til at fjerne gamle tagsten. Endelig gives der svar på følgende spørgsmål: Hvornår får får lam? – og hvornår skal vædderen bedække for at få påskelam?
God søndag!
Kjærgaard Landbrugsskole
Nu ligner den gamle hovedbygning på Kjærgaard Landbrugsskole efterhånden sig selv efter en kæmpe renoveringsfase, hvor specielt de nye karnapper og tag på den nordlige fløj fremstår elegante. Det betyder, at rammerne for jubilarfesten lørdag d. 22. april kan gennemføres med rundvisning etc.
Jubilarfest for følgende år og hold 2023
10 år VL September 2013
10 år PL Februar 2013
10 år 2 HF 2012-2013
25 år M2 September 1997-98
25 år M3 September 1998
40 år Driftsledere 1982-83
50 år Driftsledere 1972-73
60 år Driftsledere 1962-63
65 år Driftsledere 1957-58
Nysgerrige lam og får
Hvornår får får lam? Fåret er drægtigt i fem måneder og læmmer normalt et til to lam. Det betyder, at vædderen skal sættes ind til fårene i oktober, november, hvis man ønsker sig påskelam.
Får / gimmerlam bliver kønsmodne, når de er 4-6 måneder. Vædderen lidt tidligere, når han er 4-6 måneder. Hun kommer i brunst for hver 17. dag, indtil hun er blevet bedækket.
Fårene på optagelsen hyggede sig Bjergvej.
Besøg hos graveren i Vilslev
Graver ved Vilslev Kirke, Jørn Thorlund Friis bød på en kop kaffe og en god snak, da RYK IND RIBE kikkede forbi med to ønsker: at høre lidt om de tre “næsten ens” bygninger samt et besøg i kirken. – Jeg er rigtig glad for den nyeste bygning – det betyder, at jeg kan få alle maskiner og redskaber samlet på et sted. Indtil nu har jeg haft plads i præstegården, fortæller Jørn, der ud over graver også er kirketjener.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2023/02/Tre-huse-scaled.jpg)
Bygningerne – fra højre mod venstre. Den ældste bygning er kirkens kapel, den midterste er faciliteter for graver: kontor, bad og toilet mm, mens den nyeste rummer materiale- og redskabsdepot.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2023/02/Materiale-rum-scaled.jpg)
Den nye bygning med kik ind i det største rum
Og så tog vi lige en smut forbi Vilslev Kirke, der som ganske få andre her i landet har tårnet placeret mod øst.
– Umiddelbart synes jeg, at kirkerummet er stort! Hertil fortæller graver Jørn Thorlund Friis: – Det er ganske rigtigt – og vi kan faktisk under normale forhold rumme 200 kirkegængere. Sammen kikker vi lidt på pynten, som stammer fra fastelavn – og kommer også forbi et meget skønt og farverigt glasfad placeret på en romansk døbefont fra kirkens opførelse. Fadet er designet af Per Lütken og fremstillet på Holmegaard Glasværk.
Renovering af tag på Danhostel
Danhostel i Ribe er for tiden ved at gennemgå en større renovering, hvor taget udskiftes. Normalt kan man sende de gamle tagsten gennem et sindrigt system af rør ned i containere, men på den måde bygningerne er opført, har det været nødvendigt at rekvirere hjælp fra Vognmand Leth A/S – den lokale Kran- & Containerservice, som sørgede for at løfte de gamle tagsten ned i containere. En Leth måde!