Tekst, Collager & Foto: Johnny Tauman
30. april 2023

Egentlig skulle Søndagskrydderen holde pause til efteråret. Men en række historier har presset sig på – og så har mange læsere ytret ønske om i hvert fald som minimum at få en Søndagskrydderen hver måned hen over sommeren. RYK IND RIBE har lyttet, og derfor kommer der den sidste søndag i måneden en udgave af Søndagskrydderen.
Dagens historier kommer vidt omkring. Smuk beplantning er sprunget ud langs den fire sporede vej, ynglende råger og dunhammere, nogle parkeringsfortællinger som skaber undren i hverdagen, et værre svineri i Mølledammen og endelig en god måde at skærpe sine sanser ved en gåtur omkring Slotsbanken og kolonihaverne.
God søndag!

Skoven springer ud og råger støjer

De nye plantebælter langs Plantagevej er i god vækst

Oplevelser på en vandretur i Ribe Plantage – fra biltrafikken ved jernbanen gennem skovens stille ro med spirende forårstegn til en infernalsk larm ved Farupvej.

Jo, det er forår og rågekolonien har gang i såvel redebyggeri som parring med en konstant ”snakken”.

Råger yngler i kolonier med mange par, som har rederne anbragt højt til vejrs i løvtræerne. Der ses adskillige reder i samme træ, og samme koloni anvendes år efter år.
Rågernes redder, der bygges af begge køn, består af kviste, græs og mudder og fores med finere plantemateriale. Hunnen udruger æggene, mens hannen skaffer føde.

Hanråger kan have flere hunner, skønt de er monogame. De forsøger at øge deres ynglesucces ved at parre sig med nabohunnerne, når hannerne er ude for at finde føde. Ved sådanne fravær parrer hunnen sig tit modvilligt med andre hanner. Disse parringsforsøg finder normalt sted før udrugningen og under stor larm.

Råger bliver gamle

Rågen er en mellemstor sort kragefugl, der har en tydelig metalblå glans på hoved, nakke og bryst. Den bliver ofte 14-15 år gammel.
Der vil senere komme udmelding om regulering af bestanden.

Dunhammere

Endelig ude af rågestøjen, men så kommer trafikkens summen og fylder som bagkulisse til en skønt billede med dunhammere i det store regnsvandsreservoir.

 

Parkeringsforhold undrer

Adskillige personer har udtrykt forundring over parkeringen af en trailer tilhørende Boats of Ribe ved indgangen til handicaptoilettet på Hovedengen. Og ikke mindst trækrogen,  som kan forårsage faldulykker. RYK IND RIBE har erfaret, at tilladelsen er givet af chefen for Natur og Byforum, Morten Andersson. Vi har kontaktet Morten med spørgsmålene: -Er det muligt at inddrage den nærmeste parkeringsplads med gul opstregning, så trækkrogen kan komme ind i buskadset? Kan der etableres et depotrum nær anlægsbroerne?
De fleste borgere og turister synes, at det er en super ide med elsejlads på åen- men der modstand af trailerens placering.
Morten Andersson svarer: – Jeg er enig i, at det nok ikke er den optimale placering, men det har været det, vi har kunnet tilbyde for de unge iværksættere fra Boats of Ribe i første omgang. Jeg tænker ikke, at der kan drives forretning fra en offentlig parkeringsplads.

 

Flot forløb i Sct. Nicolaj Gade

Der var engang, da der var brugsforening og senere posthus i Sct. Nikolaj Gade – og derfor blev der etableret fire parkeringspladser. Nu er de nedlagt – og gaden har fået et smukt forløb med tilsvarende fortov. Hvor man så skal parkere, når man skal besøge Borgerservicecenter Ribe på Giørtz Plads, melder historien ikke noget om. Den tidligere kundeparkering er jo forhold Færdselsstyrelsen. Men måske P-Øst?

Ikke flere pladser nu

Formand for Lokalråd Ribe Midt, Willi Weber, har på baggrund af en artikel i Søndagskrydderen d. 19. marts spurgt chefen for Natur og Byforum, Morten Andersson til pladsen, hvor Brevdueforeningens klubhus lå placeret. Kommer der måske flere pladser ved P-Øst?
Han har modtaget følgende svar:
Den er lidt kringlet. 
Vi vil gerne på sigt lave p-pladser der, men laver vi arealet færdigt til parkering nu, så vil de ikke kunne indgå i p-fonden. Hvis en virksomhed ikke kan opfylde et parkeringskrav på egen grund kan virksomheden købe pladser i p-fonden. Her har vi 5 år til et etablere de pladser. Vi vil derfor gerne have nogle i reserve. Tidligere havde vi P-Syd parkeringen, den der ligger i grus, der nu skal laves autocamper rasteplads på. 
Når først vi etablerer færdige pladser på arealer, så kan de ikke indgå i p-fonden.
Jeg tænker, du kan sige, at arealet i første omgang blot udlægges i grus.

Og sådan er det indtil videre.

 

Hvem rydder op i Mølledammen?

En tur langs Mølledammen fra Brorsonsvej over Dagmarsbroen til Jernbanebroen viste desværre et kæmpemæssigt svineri – af pæle, flasker, pap og ikke mindst to valgplakater. Hvem skal rydde op? Mange af effekterne ligger i sivområderne og kan ikke nås uden gummistøvler og måske vaders, men kønt ser det ikke ud. Og i denne artikel ikke et ord om selve vandspejlet. Det har vi jo skrevet tilstrækkeligt om – og afventer bare en afgørelse.

 

Kolonihaverne ønsker fred

Adgangen til en af kolonihaverne har god humor – men signalerer også, at det er privat område, hvor der er lagt masser af timer i at få afgrøder til at give vækst.
Hvis du tænker på at gå en tur rundt om Slotsbanken og /eller på stierne ved kolonihaverne, så giv dig selv nogle iagttagelsesopgaver – fx. at registrere så mange forskellige farver som muligt.

Der er for tiden en hel del fugle i området: solsorte, stære og duer. De er ikke bange for mennesker og fotografer – og stiller sig gerne op til en omgang fotograferingen.