Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. maj 2023

Så gik endnu en måned – og Søndagskrydderen, der udkommer den sidste søndag i måneden, kan bringe nogle små historier fra byens liv – selv midt i en tulipanfest med masser af oplevelser.
GOD SØNDAG!

Graffiti på nye signalhuse

Stort graffiti ved jernbaneoverskæring (Foto: René Jørgensen)

Mens Structon er i færd med at lægge kabler til det nye signalsystem – inklusiv opsætning af hytter ved samtlige jernbaneoverskæringer – på strækningen fra Esbjerg til Struer, så har der været hærværk med grafitti på en rækker teknik hytter nær Ribe. Søndagskrydderen har spurgt DSB / Banedanmark og Structon, hvordan man vil forholde sig til grafittien, men har endnu ikke modstaget svar. Vi bringer naturligvis nyt, så snart vi modtager en handleplan for fjernelse af graffitien.

 

Ny stiforbindelse tager form

Arbejdet med at færdiggøre en “½-parkeringsplads” mellem Præstegade og Grønnegade følger så nogenlunde tidsplanen. En forudsætning for at kunne lukke adgangen med bil fra Grønnegade er, at der etableres en stiforbindelse. Som det fremgår af fotoet, så kommer stiforbindelsen til at ligge på den østlige side – og kantstene er blevet placeret. Der skal trækkes kabler til belysning , og så skal der endelig anlægges nogle grønne bede.

 

Pas på ved overgang

Vejdirektoratet har netop igangsat arbejdet med at opsætte trafiklys i krydset mellem Bjerrumvej og Ringvejen vest for Ribe.
Arbejdet bliver udført som en del af Infrastrukturplan 2035 og skal forbedre trafiksikkerheden i krydset. Signalanlægget kommer til at give større sikkerhed for bløde trafikanter, der skal krydse Ringvejen, da der bliver anlagt fodgængerfelt og separate trafiklys til cyklisterne.

Lastbilerne buldrer tæt forbi

Information til trafikanterne

Anlægsarbejdet kommer til at løbe frem til slutningen af september. Der vil gennem hele perioden være åbent for trafik igennem krydset.
Da vejarbejdet kommer til at foregå tæt på vejen, er det dog nødvendigt at indsnævre kørebanerne og nedsætte hastighedsgrænsen under anlægsarbejderne. Dette betyder, at trafikanter må forvente en forlænget rejsetid gennem hele anlægsperioden.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Se mere på de to link:

Trafikkort

Bjerrumvejsprojektet

 

 

Jacob A. Riis må tænke

I alle de år RYK IND RIBE har eksisteret, har vi forsøgt på bedste vis at afdække forholdene omkring Dagmarsåen og Mølledammen – og påpeget, hvordan denne perle i mange, mange år var en turistmagnet med robåde, vandcykler, ishus og ikke mindst et blankt vandspejl. Har nogen mon tænkt over, at de mange planter og grøde er det bedste gemmested for gedder – og har man registreret, hvor mange der står og venter på at slå til, der fiskeyngel svømmer forbi?
Forleden mødte RYK IND RIBE en lystfisker i nærheden af Andeøen. Han fortalte om gedderne og ikke mindst, hvordan fiskenes tandsæt kan være farlige at komme i nærheden af. Han kunne fremvise nogle blødende fingre efter et bid.
De “kloge “hoveder melder, at sagen om kontrolleret grødeskæring vil blive afgjort i indeværende år – og dermed når en endelig afgørelse (måske) at komme på plads inden 10 års jubilæet.

Busten med Jacob A. Riis står i Badstuegade ned til åen – tæt ved Sct. Catharinæ Plads. Både som journalist og dokumentarfotograf ville han sikkert kunne have skabt nogle fantastiske før- og nu fotografier. Nu kan vi kun gisne om, hvad Jacob måtte tænke om dagens tilgroning.