Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
26. maj 2024
SØNDAGSKRYDDEREN holder pause fra i dag og frem til september måned. RYK IND RIBE har i en lang periode givet læserne mulighed for om søndagen at få flere historier ved blot et enkelt klik – men nu kommer sommertiden, hvor ferier, fridage og historierne skal gå hånd i hånd. Men vi vender stærkt tilbage i den første efterårsmåned.
Du kan i denne SØNDAGSKRYDDER møde Årets Baby, en graver med en vandhistorie, se smukke og nysgerrige dyr, læse omtale af spillemandsfestivalen i juli og ikke mindst, hvordan gaffatape reddede en fangruppes transport til en håndboldkamp.
GOD SØNDAG!
Familie genvandt Årets Baby
Vinderen af Ribe og omegns Sødeste Baby 2024 blev Agnete på 2,5 måned. Hun fik hele 44 stemmer.
– Mor og far – Mette og Daniel – fik sammen med storesøster Alberte – der faktisk selv vandt konkurrencen i 2021 – overrakt vinderbilledet hos Lasbo PhotoCare, fortæller fotograf Minna Øbom Poulsen. Familien bor i Ribe.
- Nr 2 blev Maja på 6,5 måned med 37 stemmer
- Oscar på 5,5 måned blev nr 3 og han fik 34 stemmer
Elev bestod eksamen med 10
Freja Christensen, som er ansat hos PhotoCare butikkerne i Sædding, Varde og Ribe har bestået uddannelsen som salgsassistent på faghøjskolen i Odder.
– Freja er rigtig dygtig – både i butikken og på skolebænken, hvor hun fik 10 i den afsluttende eksamen, fortæller Frank Leed, der har to datoer at forholde sig til. – Freja er færdigudannet hos mig d. 31. juli, men dermed ikke sagt, at hun er færdig med at arbejde i mine butikker. Jeg vil gerne beholde hende til og med julehandelen – og så må vi tage den derfra, lyder det fra Frank, der ikke pt ved, om han igen skal have en elev ansat.
Først for meget – nu for lidt vand
For nogle måneder siden fortalte graver Jørn Thorlund Friis, at det ikke var muligt at gennemføre begravelser på kirkegården pgra. det høje grundvand. Nu handler det om en anden slags vand! Entreprenørselskabet Allan Thestrup Schmidt ApS arbejder med at udskifte vandrørene på samme kirkegård. – Vores gamle anlæg kunne ikke levere tilstrækkelig med vand. Derfor får vi gravet nye ledninger ned, så der igen vil være tryk på hanerne både på kirkegården og inde i kirken, lyder det fra graveren. Han kan desuden oplyse, at det ikke vare længe, inden det igen bliver muligt at låne – afhente og aflevere bøger på et nyt biblioteksSPOT i præstegården.
Festival starter på Torvet

Arkivfoto: Ove Detlevsen – Fra festivalen 2023
RIBE DANSE OG SPILLEMANDSLAUG arrangerer igen i år Stævne for Dansere og Spillemænd. Succesen med at starte på Torvet kl. 10:00 og fortsætte gennem gågaden vil blive gentaget, skriver Lauget i sit opslag. Inga Jensen fortæller, at Jelling Spillemandslaug vil komme forbi og give smagsprøver på sit store repertoire. Efterfølgende vil der være fælles Workshops / Jam på Rosen Alle.
Om aftenen byder Lauget på både festmiddag og spillemandsbal i Festsalen på Ribelund.

Arkivfoto: Ove Detlevsen – Fra festivalen 2023
Nysgerrige blikke på Yder Bjerrumvej
Trænger du til en god oplevelse, så tag en tur med grusvejen Yder Bjerrumvej, der forbinder Øster Vedstedvej og Bjerrumvej. Der er masse af nysgerrige får og køer, som vurderer om din bil er “farlig”. Det ene lam blev lidt urolig og overvejede måske: – Skal jeg og “mor” vælge at flytte os lidt længere ind på marken – og det gjorde det så. Andre blev blot liggende med teleobjektiv sikker afstand?
Gaffatape sikrede turen
Ribe-Esbjerg HHs fangruppe BLUE VIKINGS har to gange har arrangeret bustransport fra Ribe Fritidscenter til semifinalekampe i thansen ARENA i Fredericia. Begge gange mødte supporterne inden håndboldkampene udfordringer.
Den første tur blev forsinket, da trafikken mellem Kolding og Taulov gik i stå pga. kø på motorvejen. Da bussen endelig nåede frem med tålmodige fans, var der spillet godt 10 minutter af kampen, der havde kampstart kl. 18:30. Kampen slutte uafgjort (27-27).
Den anden tur til Fredericia var til en aftenkamp – og dermed skulle der ikke opstå problemer med at nå frem i tide. Denne gang var det så bussen, som måtte forlade motorvejen ved Holsted. Bagklappen til motorrummet kunne ikke lukkes – men heldigvis findes GAFFA-tapen. Så det blev fikset på 10 minutter – og tjekket igen ved Kolding, hvor der den sidste gang blev monteret tape. Ankomst godt 40 minutter før kampstart – en kamp, som RYK IND RIBE har skrevet om tidligere (nederlag på 34-25).
Slukøret hjemtur uden trafikale bump!