Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
11. august 2024
SØNDAGSKRYDEREN har egentlig ferie til september – men tre små historier åbnede op for en august-udgave.
Ole Witte om præsteboligen
Sognepræst Ole Witte Madsen fortæller, at han, mens familien boede i præstegården, opdagede en misfarvning på væggen bag et billede i hall’en. – Der blev taget støvprøver, som påviste for høje koncentrationer af skimmel enkelte steder i boligen, oplyser han til RYK IND RIBE og fortsætter: – Derefter tog man prøver af murværket, som mange steder udviste alt for høje koncentrationer.
– Det viste sig, at skimmelsvampen er blevet holdt lukket inde i murværket, og det er jo meget heldigt for os, men det har betydet, at svampen har udviklet sig i de fugtige mure igennem mange år. Men altså uden at det har været til gene for os eller dem, der har besøgt os, siger Ole Witte Madsen, der boede i præstegården i 10 år. – Det er lidt chokerende at se det indvendigt, nu hvor alt er skrællet af og væk, men jeg håber på, at det nye bliver rigtig godt!
Ole Witte Madsen var sammen med sin familie på udkig efter en løsning til genhusning, da stillingen i Kolding dukkede op. – Så det var ikke skimmelsvamp, som var årsag til vores flytning, men derimod lysten til at prøve en anden tilværelse, lyder det fra den tidligere sognepræst i Vilslev.
Formanden for menighedsrådet Arne Kruse forudser, at renoveringen vil fortsætte et stykke ind i 2025.
Vandtrykket for lavt?
Munkespringvandet har med tiden mistet noget af sin fantastiske look med masser af kraftfulde stråler. Det er vanskeligt umiddelbart at vurdere, om det skyldes manglende vand eller måske tilstoppede rør. Da studenterne pjaskede rundt sidst i juni, var det allerede slappe stråler fra toppen af springvandet.
Skattejagt gennem Ribe Domkirke
Forfatter Jes Barkler giver i sin nye roman, “Abels Arv” et nyt bud på, hvad der skete 29.maj 1259 i Ribe Domkirke.
– I 1259 faldt kong Christoffer den første død om ved alteret, og overleveringen gætter på, at han blev forgiftet af altervinen af Abbed Arnfast. Men Jes Barkler har et andet bud. Abels Arv handler om fire unge mennesker i corona-isolation i 2020, der bliver viklet ind i at løse mysteriet om en ukendt middelalder-kongesøn hjemme i Svendborg.
Eventyr i nærmiljøet
Netop det at sætte en ramme, der er så kedelig som 2020 passer ind i Jes Barklers gennemgående tema i sit forfatterskab om, at man ikke behøver flyve langt væk hjemmefra for at opleve eventyr. – Jeg lader mine karakterer og læseren opdage og genopdage sit lokalområde,” fortæller Jes. Da sommeren kommer og landet genåbnes, bryder hovedpersonerne op og rejser rundt til 1200-tallets hotspots i Danmark for at finde sammenhængene mellem alle de spektakulære dødsfald, der fandt sted i den periode.
Unge mennesker til Ribe
Det leder dem til Ribe, og romanen følger såvel de unge mennesker i 2020, som de historiske personer, der tegnede begivenhederne omkring 1259.
Jes Barkler siger til RYK IND RIBE: – Det har været en fantastisk rejse at skrive ‘Abels Arv’. At kunne kombinere historiske begivenheder med spænding og mystik har været utroligt givende, og jeg håber, at læserne vil nyde denne rejse gennem både kendte og mindre kendte dele af vores fælles historie.
Har selv været i Ribe
Svendborg har også en middelalderhistorie, men ikke ret mange fysiske rester af den. – Jeg ville løfte Svendborgs middelalder ud af akademikernes hænder og give den ansigt, siger Jes og fortsætter: – at komme til Ribe i fjor var en ægte middelalderby-oplevelse, der gjorde godt efter 50-100 biblioteksbøgers research.
Bogen udkom i maj
Abels Arv udkom på årsdagen for kongens død, 29.maj, og er tilgængelig i alle boghandler, og er netop landet på bibliotekerne.