Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
31. marts 2024

SØNDAGSKRYDDEREN siger farvel til marts med en bred pallette af små artikler og nyheder. Håber, at du får tid og lyst til at se og læse disse indlæg på en dag, hvor du allerede har “mistet” en time.
GOD SØNDAG!

“Løgene” er sprunget ud

(Foto: Johnny Tauman)

Der findes mange måder at fremvise de flotte påskeliljer – en af de mere spøjse kan iagttages hos Sælhunden, hvor “løgene” er sprunget ud.  På bukserne og gummistøvlerne kan det være svært at afgøre, om det er en mand eller kvinde, som har ladet kroppen fare.
Trods den megen sand er humøret højt, og der ses flere blomster, som byder gæsterne velkomne indendørs!

(Foto: Johnny Tauman)

Klar til at sejle

(Foto: Johnny Tauman)

Med sommertiden – du har forhåbentlig husket at stille urene frem – spirer lysten til at komme i gang med aktiviteterne på åen. Ved Ribe Roklub fandt RYK IND RIBE disse farverige padlebrætter, som snart vil kunne opleves med glade mennesker. Husk lige vandtemperaturen – den ligger vel stadig omkring de 10 grader!

 

Vægt til tankvogne

(Foto: Johnny Tauman)

Ribe Biogas har en vognvægt, som benyttes af egne tankvogne ved hver eneste transport – men også landmænd der selv transporterer “varer” bliver vejet to gange. For at give bedre flow er Ribe Biogas derfor i gang med at bygge en ny vægt, der alene skal benyttes af egne tankvogne. Der arbejdes også på indkøb af et ekstra tankvogntog.

 

Hvilket år er optagelsen fra?

Et spændende foto fra “Danmark set fra luften”. Mon du kan gætte årstallet, hvor billedet er taget? Og kan du trække paralleller til i dag – hvad har ændret sig? Hvad undrer du dig i sær over? Årstallet er gengivet nederst i artiklen.

 

Påkrævet vedligeholdelse

(Foto: Kim Lauridsen)

I løbet af den våde vinter har Haulundbæk gentagne gange gået over sine bredder – og i dag ser strækningen fra Holmevej til Flyverbakken med Liden Kirsten Bro ikke godt ud. Træer er mere eller mindre væltet ned i bækken, som også skæmmes af store grene, der kan hindre den naturlige gennemstrømning af vandmasserne.
Kommer en person med rollator eller kørestol frem til Liden Kirsten Bro, så pas ekstra på – ja det gælder såmænd også cyklister.  Overgangen fra sti til bro er skyllet væk i løbet af vinteren – og udgør risici i dag – specielt fra midten og til venstre.

 

Markedsdage er sikret

(Foto: Kim Lauridsen)

Brolæggerne arbejder støt og roligt fremad på den største bredde af Skibbroen, der rummer alt lige fra parkeringspladser, to vejbaner og tilpasning langs belægningen nærmest åen.

Frem mod Bredeslippe

(Foto: Kim Lauridsen)

Belægningen ligger godt og stabilt forbi Smalleslippe – og med det tempo, som arbejdet foregår, så vil delmålet blive indfriet: – Der er plads til markedsdage på onsdage fra maj måned. Når det er sagt, så skal der jo fortsættes med at lægge rigtig mange sten – se bare fotos herunder.

Fra Stormflodsøjlen mod vest

(Foto: Johnny Tauman)

Brostenene er parate fra Fiskergade til Korsbrødregade.Og husk lige – hver eneste sten skal løftes, vurderes 4 gang, inden den er på plads. Seneres skal der vibreres.

(Foto: Johnny Tauman)

 

Årstal

Fotoet er taget år :  6591 – læs fra højre mod venstre