Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
1. december 2024
SØNDAGSKRYDDEREN har i dag tre småartikler, som alle omhandler forskellige juletraditioner – det store julemarked hos FDF i Gredstedbro, julekomsammen for private pasningsordninger samt fokus på ønsketræet hos Skoringen. Endelig er der et dronefoto, som viser status på byggeriet ved Ribe Svømmebad.
Stor tilslutning til FDF jul
Årets hyggeligste julemarked ved Blåsplint blev en tilløbsstykke – og de 250 besøgende – heraf 70 børn – havde fire fornøjelige timer, hvor julemanden kom på besøg. Han blev vækket efter at have sovet på førstesal – og kunne herefter uddele poser til alle fremmødte børn. Nogle var fremme i skoene, mens andre holdt sig lidt tilbage – måske skræmt af det store skæg?
– Vi solgte 30 af de 40 træer, som vi selv havde hentet i skoven, fortalte en glad kredsformand Pia Lillelund Ovesen, der kunne melde udsolgt i bålhytten, hvor der kunne købes ristede grillpølser og brød (100 af hver). Også i “varmestuen”, hvor mange havde søgt ind, blev alle æbleskiver og mange liter Gløgg udsolgt.
Kredsleder Karina Stahl Jepsen nød at følge børnene rundt til de mange aktiviteter. Klippekortet fungerede perfekt – og børnene morede sig bl.a. ved Flødebollekatapulten og udfordrede julelegene granstafet, morselabyrint mm. Og fik man lyst til hjemmebagte pebernødder, så skulle man bare finde nisserne Frida og Andreas. Klippekortet kostede 3o kr.
Børnene hyggede sig med bedsteforældre
Bente (Hunderup), Pernille (Jedsted) og Lone (Gredstedbro) havde torsdag nogle fornøjelige timer sammen med børn, forældre og bedsteforældre i Pusterummet. Det var femte gang, at de private pasningsordninger holdt julekomsammen, som ud over at arbejde juledekorationer, bød på æbleskiver og pebernødder – kaffe/te til de voksne og saftevand til børnene.
Til dagens arrangement deltog omkring 30 personer.
Bente, Pernille og Lone har næsten alle pladser besat – der er i området rift om de private pasningsordninger, som er et godt alternativ til den kommunale dagpleje og vuggestuen.
Ønsketræet hos Skoringen
Det populære ønsketræ med julegaver til trængte børn står i år atter i Skoringen, hvor RYK IND RIBE lørdag fik mulighed for et foto af træet og ejer Marianne Steiness: – Jeg glæder mig til at følge udviklingen og vil give besked, når halvdelen af hjerterne er i brug. Ønsketræet har en maksimum grænse på 300 kroner og er målrettet børn og unge på døgninstitutionerne i Ribe og omegn, og Line Madsen, som startede traditionen, er stadig med.
Byggeriet tager form
Man hører, at der arbejdes på byggepladsen bag Ribe Svømmebad – men det kniber med at se, hvor langt byggeriet er fremme. Derfor har René Jørgensen haft sine drone oppe og har taget dette oversigtsbillede, som tydeligt viser, at mange af opgaverne på kælderplan er færdigstøbte / vægge monteret. RYK IND RIBE følger byggeriet og vil tage det næste dronefoto i februar.