Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. oktober 2022
I årenes løb har der været mange vrede tunger, når snakken er gået om Danmarks Naturfredningsforening og dens klager om eksempelvis grødeskæring i Mølledammen. RYK IND RIBE dækker i to artikler her i krydderen, hvad der skete på årsmødet, hvor under 1 ½ % af medlemmerne deltog. Desuden ser vi nærmere på en nyere skiltning samt ikke mindst en helt ny adresse for Ribe VikingeCenter fra 2023, så turister kan finde frem med GPS. I Vilslev bygges der en ny bygning med kirken – hør graverens fortælling herom.
GOD SØNDAG!
Årsmøde i DN – fokus på forhold i Ribe og omegn

Er man medlem af Danmarks Naturfredningsforening og vil have indflydelse på den måde bestyrelsen arbejder, så er der kun en vej. Mød frem til Årsmødet og deltage i debatten om formandens årsberetning og ikke mindst valget til bestyrelsen. Formanden Knud Erik Vinding fortalte som optakt til sin beretning, at der er 1184 medlemmer, derfor var det også beskæmmende, at kun 16 mødte frem til årsmødet med “Naturen vagthund”.
Bestyrelsen fremsatte et forslag om at udvide antallet af medlemmer fra 9 til 12, da der er flere og flere opgaver, der presser sig på – herunder møder med kommunen etc..
Herefter blev rækken af arrangementer gennemgået – bla. et besøg på Skindermarkens Vandværk i Ribe i samarbejde med DIN Forsyning. I Ribe Plantage er der udvalgt tre bøgetræer, som er blvet udpeget til Evighedstræer.
Efter en omtale af Kongeåens Helhedsplan, nåede beretning til “Spærringerne i Ribe by” – der blev nævnt en del om klimatilpasning og en optimering af vandløbene, mens ellers lagde DN sig op af Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor samme interessenter har afvist Esbjerg Kommunes ønske om at skære grøde under henvisning til en ældre Orbicon rapport om vilkår for snæbel og lampret.
Som det fremgår af en anden artikel senere i Søndagskrydderen blev der også drøftet Vandregulativer og Vedligeholdelsesplaner.
Som næste punkt blev Claus Nissen, Trine Kröger Jensen og Anna Marie Fateyev valgt til bestyrelsen. Det lykkedes ikke at få valgt suppleanter.
Tredje bygning ved Vilslev Kirke

Tre på stribe – den tredje bygning opføres for tiden ved Vilslev Kirke af CM Byg fra Gredstedbro. Graver Jørn Friis glæder sig til, at bygningen, der i øvrigt kommer til at ligne de to andre, bliver færdig, da den kommer til at indeholde bla. værksted, rum til redskaber og kontor. I dag har graveren sit depot i stalden på præstegården, så hverdagen bliver meget lettere for medarbejderne på kirkegården. Graver Jørn Friis fortæller til RYK IND RIBE, at han i dag har kontor i bygning 2 – og et lille værksted bag kapellet.
Der er endnu ikke taget stilling til, om der skal holdes en indvielse, når bygningen står færdig. Godt nok er der inde i bygningen en krans, som kirkegårdspersonalet har bundet, men et rejsegilde blev ikke fejret.

Forklaring på skiltning – og en ny adresse fra 2023: Roagervej 129

En række læsere har undret sig over et skilt på Lustrupvej over for Ribe VikingeCenter.
RYK IND RIBE har fået følgende forklaring fra Diana Bertelsen, der er ansvarlig for PR, markedsføring og butik: – Der er såmænd ikke noget mystisk ved det. Vi forsøger bare at dirigere de besøgende de rette steder hen.
Vejvisning til FGU
Diana oplyser, at der er faktisk opsat to af disse skilte, et ved hver indkørsel til den del af matriklen, hvor FGU Vest Ribe holder til, dvs. har deres undervisningslokaler og administration. På den måde ved deres personale, elever, leverancer og gæster, hvor man finder FGU.
“Staff only”
Da parkeringspladsen også benyttes af de ansatte på Ribe VikingeCenter (som har kontorer på Lustrupholm), hjælper det nederste skilt til at forklare det. – Grunden til, at der ikke står Ribe VikingeCenter, men i stedet Lustrupholm og ’staff only’ på skiltet, er, at det ville forvirre vores frivillige og gæster (turisterne) til at tro, at de også må parkere dér. De har deres egne P-pladser, lyder det fra Diana Bertelsen.
Ny adresse fra 2023
Ribe VikingeCenters adresse har altid været Lustrupvej 4, og i disse tider, hvor folk blindt kører efter gps’ens blide røst, ender flere af turisterne desværre i indkørslen til Lustrupholm på trods af skilte og flag ved turistindkørslen på Roagervej. Derfor har vi (altså Ribe VikingeCenter) fået tildelt en ny og mere præcis adresse – Roagervej 129 – som vi fra 2023, når tryksager osv. fornys, vil implementere. Dermed håber vi, at gæsterne (turisterne) nemmere vil finde frem til P-plads og billetsalg.
Ribe Vesterå og kultursvampen

Der tales meget om vandløbsregulativer og plejeplaner – og på Årsmødet i Danmarks Naturfredningsforening afd. Esbjerg – blev disse to punkter også vendt. – Vi går ind for, at regulativerne bliver overholdt efter de gældende beskrivelser, lød det fra bestyrelsesmedlem Inger Jensen. Det samme gælder også de indgåede plejeplaner. Der blev stille, da der blve spurgt ind til den plejeplan, som Danmarks Naturfredningsforening har indgået med Esbjerg Kommune – og som skulle være revideret i 2017. – Vi forventer, at Esbjerg Kommune overholder de aftaler, der er indgået, hvilket der eksempelvis betyder, at der ikke på være træer og høje buske på Hovedengen. Som fotoet viser, er plejeplanen derfor ikke overholdt.
Stemmeværker
Endelig blev Danmarks Naturfredningsforening spurgt om stemmeværkerne i Ribe by – Frislusen, Midtmøllen og Ydermøllen. ? Der er talt om, at der skal etableres et alternativt vandløb, såfremt der ikke ændres på stemmeværkerne. Her oplyste DN, at der er tale om at lede den største vandmængde gennem Stampemølleåen. Status her er, at vandregulativet ikke er overholdt, så….
Og så benævner man i øvrigt de historiske stemmeværker for spærringer – med hensyn til, at de spærrer for fiskene, men praksis viser, at fiskene sagtens kan nå frem til deres gydepladser længere inde i landet via Stampemølleåen / Ribe Østerå – eller via Tved å / Hjordkær Å.
Kultursvamp
I øvrigt blev kultursvampen sporadisk nævnt – hvem sikrer, at der er tilstrækkeligt med vand i Ribe Vesterå – en varm sommer viste jo i år klar mangel på vand.










































































