Tekst & Foto: Johnny Tauman
4. juni 2023

Små historierne er mange – derfor udkommer Søndagskrydderen også i dag.
Der er tale om småt og stort i Ribe og omegn – ændringer i bybilledet og Riplay, udfordringer i trafikken ved nedlægning af fjernvarmerør og to korte cykelstier i Vilslev.
GOD SØNDAG!

En lang æra er slut

Et skilt demonteres ( Privatfoto)

For nylig blev skiltet “Konditoriet” demonteret – og dermed blev der sat et “endeligt” punktum for en æra med bageri på Von Støckens Plads. Et kik i billedarkiverne viser, hvordan pladsen gennem tiden har skiftet karakter – og graver man endnu dybere, så havde H. Hansen Konditori med Chokolader, Konfekturer og Kaffee i en ældre bygning, hvor Diskontobanken / Privatbanken opførte ny ejendom. Måske husker du også, at der i samme bygning har været legetøjsmuseum – og hvor mon effekter herfra er i dag?

 

Fjernvarmerørene er ankommet

Depot på Stampemøllevej

På Stampemøllevej blev der i midtugen læsset en mængde fjernvarmerør af – rør, som skal benyttes videre frem mod og forbi Vittenbergskolen. Processen med at grave rørene ned på Skovbryder og ad Haulundvej udføres af Nørgaard Anlæg og kan nu mærkes af trafikanterne, idet der er blevet fræset en rende i asfalten. På Haulundvej betyder det, at vejbanens bredde er blevet reduceret – og farten naturligvis må nedsættes.
På vestsiden af Tøndervej er der også gang i gravearbejdet frem mod Øster Vedsted Vej, hvor andre igen tjekker udfordringerne på strækningen, hvor hovedrørene skal i jorden.

Vest for Tøndervej

På Ø. Vedsted Vej

 

Korteste cykelstier

På Vesterbyvej i Vilslev finder man to cykelstier, som blev etableret efter to tragiske ulykker. Roll Præstegaard fortæller til RYK IND RIBE, at en dreng, der boede på den uoverskuelige strækning med skarpe sving / en smal vej, mistede livet ved en færdselsulykke. I en anden ulykke skulle en pige fra Vesterbyvej være involveret, men her har RYK IND RIBE ikke skaffe oplysninger.
Ribe Kommune besluttede i sin tid at anlægge to korte – vel nok kun 50-60 meter lange – cykelstier, så cyklister i fremtiden kunne komme i sikker afstand ved mødet med eksempelvis lastbiler / landbrugsmaskiner.
Naboen til den ene cykelsti, Verner Ellegaard, fortæller til RYK IND RIBE, at Esbjerg Kommune passer cykelstierne som alle andre – og hvis der er glatføre, så saltes der.
I dag benyttes cykelstierne stadig – men nogle cyklister “snyder” og kører på den farlige vejbane.

 

Gør klar til en is-sommer

Collage: Johnny Tauman – småfoto: Private optagelser

Riplay er ved at gøre klar til en forhåbentlig varm og solrig sommer med masser af gæster. Der er – på en nyindrettet plads – blevet opstillet en “skurvogn”, hvorfra der i weekenderne vil kunne købes kaffe, te, slush ice, snacks, sandwiches og m.m.
Jørgen Th Jepsen oplyser, at pladsen bliver indrettet med borde og bænke, – at der kommer plankeværk i samme træsort, som er anvendt på Riplays område – og ikke mindst, at vognen  / boden, som skal stå permanent på stedet, vil få en kosmetisk opgradering.