Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
5. november 2023

I en uge, hvor alle dage har bragt den ene regnbyge efter den anden, har der været godt gang i sangkorene i Ribe. Pigekoret optrådte i Kvickly til store glæde for tilhørerne, mens der var Syng Dansk Aften med adskillige kor i SeminarieHuset. Vandmasserne er hårde ved brinkerne – og der ses tydelig erosion ved Riplay. Om svanerne derfor er flyttet, melder historien ikke noget om. Endelig er der fokus på snarlig åbning af smutvejen fra Koldingvej i Kalvslund til Obbekjærvej i Obbekjær ad Østervej og Kalvslundvej.
GOD SØNDAG!

 

Pigekor sang i Kvickly

(Foto: René Jørgensen):  Børnene nød den spændende fortælling ….

Flot udklædte i halloweendragter og med sminke optrådte koret i Kvickly. Gangene mellem varerne blev hurtigt fyldt op af forældre og bedsteforældre, der ville opleve børnene synge.

Benjamin Friis Nielsen og Benedicte Storm Aa stod for arrangementet og de 28 piger fra 0. – 2. klasse havde øvet sig på sange til en uhyggelig fortælling om troldmanden og lygtemanden, om huset i byen med rotter og mus, der blev oplæst af Benedicte Storm Aa. Pigerne sluttede af med en hyggelig efterårssang om årstidens smukke farver. Derefter kunne de 28 sangere nyde en flødebolle som tak for indsatsen.
Et godt initiativ i en travl hverdag og med børnenes sange kunne man da kun blive i godt humør.

(Foto: René Jørgensen):  …. og  forældre samt bedsteforældre lyttede også interesseret med.

 

Genvej åbner snart

(Foto: Johnny Tauman): Der arbejdes målrettet på stedet uagtet de store nedbørsmængder!

Mange borgere har undret sig over de gule skilte – de såkaldte midlertidige pilvejvisertavler – tæt på Ribe ved Koldingvej og Obbekjærvej. Hvorfor er de overhovedet sat op – og hvilken omkørsel er der i grunden tale om.
Årsagen er, at “smutvejen” fra Kalvslund til Obbekjær over Hjordvad Å er spærret, da broen bliver renoveret.
Bilisterne skal – i stedet for den korte vej mellem Kalvslund Kirke og Obbekjær Kirke på 6.9 kilometer og en køretid på blot 8 minutter – ud på en 16,8 kilometer køretur gennem Ribe Nord – og forvente en transporttid på 19 minutter.
Arbejdet med broen begyndte den 2. oktober – og forventes færdig 17. november. Fra den dag skal beboerne forvente, at lastbiler og tankvogne igen vil benytte smutvejene – og hurtigt komme fra Koldingvej videre gennem Obbekjær og Varming (Stavnagervej og Varmingvej) til Haderslevvej, fremfor at køre via Ringvejen vest om Ribe.

(Foto: Johnny Tauman): Skiltningen ved Kalvslund Forsamlingshus

PS! I hele renoveringsperioden har mange lokale benyttet en helt anden genvej over Hjordkær Å ved at køre ad grusveje og over broen på Højkærvej.

 

Brinker nedbrydes

(Foto: Johnny Tauman): Svanerne er flyttet længere ind i åsystemet – fra Tved Å til Hjordkær Å

Svanerne, der det meste af sommeren svømmede rundt i Tved Å mellem Kvickly og Føtex frem mod jernbanebroen, er flyttet længere ind i åsystemet og kan nu ses vandre rundt på de oversvømmede enge nær Højkærvej. Det er masser af vand i åen – og nær Riplay kan man tydeligt se skader på brinkerne, hvor sandet er skyllet bort. Og hvorhen? Ligger sandet i sandfanget ved Riplay eller i det forholdsvis nye stryg – eller måske snarere i Ribe Vesterå ved Ringbroen.
Kim Lauridsen – den lokale vandrer – har taget billederne nær Riplay.

 

Syng Dansk

(Collage: René Jørgensen) Syng Dansk i SeminarieHuset i Ribe

– Velkommen. I dag afholder vi Syng Dansk Aften for 16. gang, sagde formand Finn Antin Jørgensen fra Ribe Mandskor i sin indledning til en hyggelig aften med seks kor og fællessang. Under besættelsen i 1941 var sangen en stille protest mod besættelsen, en hyldest til fællesskabet og traditionen går tilbage til anden verdens krig, lød det fra formanden, der sang for på fællessangen ” Den Danske Sang”.
Ribe Mandskor startede deres program med ”Jægerkor af syvsoverdag”.
Øvrige kor var Skalakoret, Ribe Rytmiske Kor, Bramming Mandskor, Ribekoret og Brammingkoret.
Sangaftenen sluttede med en fællessang ”Natten er så stille”.
Arrangørerne fra Ribe Mandskor havde igen gennemført et godt arrangement, der havde næsten 300 tilhørere.