Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 3. marts 2024

På søndag den 10. marts klokken 14.00 byder Termansens indenfor til en af de sjældne søndagskoncerter – et format som spillestedet glæder sig til at dyrke endnu mere. Der er nemlig noget skønt ved at bruge en weekendeftermiddag i godt musikalsk selskab med et godt band og sammen med andre.

På søndag er det duoen GuitaRama Jazzical, der med kompositioner inspireret af folkemusik, klassisk, jazz og rock vil indvie publikum i guitarens mange forskellige udtryk. Duoen består af den rytmiske guitarist Jens Christian Kwella og den klassiske guitarist Thea Vesti Pedersen, der begge underviser på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Under vejs vil de fortælle om guitarens historie, samt hvordan den høres i de enkelte kompositioner.

Duoen udgav sidste år albummet GuitaRama Jazzical, og i den forbindelse skrev GAFFA:

”Et fascinerende sammenspil”. “Det har kant, er utrolig virtuost fremført og blotlægger samtidig et meget fornemt, næsten kammermusikalsk sammenspil.”

Vil du bruge din søndag eftermiddag i selskab med banebrydende guitarmusik, så kan du købe billet her.