Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 8. august
Hvis de tre begreber frihed, håb og kærlighed forenes for et menneske og går op i en højere enhed, må det menneske være så tæt på det lykkelige, som man overhovedet kan komme. Men det er i virkeligheden tre begreber, der er meget svære at forene.
Frihed, håb og kærlighed var temaet for søndag aftens operakoncert i Klostergården, som af frygt for vejret var rykket inden døre i Sct. Catharina Kirke. Vel har Klostergården sin egen charme, men det har kirkerummet så sandelig også, og hertil kommer en fantastisk akustik, så skiftet gjorde ikke oplevelsen ringere.
Er frihed, håb og kærlighed nogle svære størrelser at forene, må det også slås fast, at de ting, sangerne og musikerne i guidOpera, som stod bag koncerten sammen med musikforeningen Quedens, også arbejder med nogle meget svære størrelser, der skal forenes, for at en koncert af denne art kan blive en succes. Og lad os slå fast med det samme: det blev en succes. Intet mindre.
Sangerne skal mestre nogle for os almindelige meget svære tekster, de skal mestre skuespillets og herunder mimikkens kunst, og de skal give rollerne karakter, selv om de i sagens natur i en sådan koncert er pillet ud af en sammenhæng. Dertil kommer, at musikere og sangere skal ”kunne sammen”. Og man må slå fast, at det hele gik op i en højere enhed denne søndag aften.
Lederen af guidOpera, Guido Paevatalu, har valgt sine sangere med omhu. Hvilken stemmepragt. Det er svært at fremhæve den ene for den anden, og hver især fylder de rummet.
Det er tydeligt, at de fire – nemlig Niels Jørgen Riis, Signe Asmussen, Josefine Andersson og Guido Paevatalu – kan sammen på en scene. Man har helt klart indtrykket af, at de fire har det sjovt under koncerten og nyder det, og den stemning breder sig til publikum.
Når det er skrevet, må man ikke glemme kgl. kapelmester Leif Greibe’s trio, der med stor indlevelse leverer akkompagnementet til sangerne.
Det er femte gang, operakoncerten har været holdt i Ribe. Jeg ser frem til flere.