Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 27. januar

Det tidligere plejehjem Søgården på Tangevej 117 i Ribe bliver nu et midlertidigt botilbud for unge mennesker mellem 19 og 30 år.

Efter planerne skal det nye botilbud stå klar 1. april i år, og det vil koste omkring 300.000 at indrette boligen. Af disse er de 125.000 kr allerede afsat til vedligeholdelse, så den reelle kontante udgift bliver 175.000 kroner.

Baggrunden for projektet er, at kommunen mangler den slags boliger, og at manglen vil vokse. Der er planlagt 28 specialboliger med 20 i Esbjerg og 8 i Ribe, men de kan først være klare i 2023, og projektet i Søgården er netop planlagt til at være midlertidigt i en tre-årig periode.

”Forvaltningen vurderer, at Søgården med en mindre istandsættelse kan fungere som et midlertidigt tilbud til unge og voksne med handicap; særligt til den målgruppe, der er vurderet klar til botræning og typisk i dag bor hjemme ved forældrene. Målgruppen vil typisk bestå af unge, i aldersgruppen 19-30 år, der er udviklingshæmmede, har en nedsat kognitiv funktion eller har autisme” hedder det i sagsfremstillingen.

Social- og arbejdsmarkedsudvalget har netop sagt god for, at botilbuddet bliver etableret. Det sker efter, at udvalget tidligere har drøftet sagen. Den gang blev den udsat, fordi udvalget ønskede supplerende oplysninger, og dem har politikerne nu fået.