Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 19. februar 2024

Hvis der nogensinde har været tillid mellem Socialdemokratiet og de øvrige partier i byrådet, tyder meget på, at denne tillid er om ikke helt så dog næsten helt forsvundet.

For anden gang på en måneds tid blev Socialdemokratiet kritiseret i meget skarpe og særdeles direkte vendinger for at bryde budgetforliget ved at komme med nye forslag, der strider mod de ting, som Socialdemokratiet har skrevet under på i budgetforliget.

Første gang skete det på byrådsmødet den 15. januar, hvor det drejede sig om ansættelse af en kulturkonsulent. Denne gang drejede det sig om en ændring af dagtilbuddene.

Der er i dag syv dagtilbudsområder. I budgetforliget står der, at antallet af områder skal reduceres, og formanden for børne- og skoleudvalget, Diana Mose Olsen (SF), sagde i sin forelæggelse af sagen, at der havde været forslag om fire områder, men man er i forhandlingerne endt med fem.

På vegne af sit parti sagde hun, at SF er kede af den beslutning, for dagtilbuddene har leveret på den kæmpe opgave, de var stillet på.

– Det har været syv velfungerende områder, men vi bakker op om beslutningen, da det er en del af budgetforliget, som vi også er med i, sagde Diana Mose Olsen.

Ulla Kroman Meyer fremsatte på Socialdemokratiets vegne et ændringsforslag gående på, at de syv områder skal bevares, og at forvaltningen pålægges at finde en løsning på det. Desuden foreslog hun, at alle enhederne indenfor dagtilbudsområdet skal være selvstændige.

– Vi går ind for decentralisering og ikke centralisering. Det er alt for høj en pris at betale, hvis man går fra syv til fem områder. Skal man have selvstændige skoler, skal man også have selvstændige daginstitutioner, fastslog Ulla Kromann Meyer med henvisning til den debat, der havde været om skolestrukturen kort tid forinden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bølgerne gik højt mellem bl.a. Jesper Frost Rasmussen øverst til venstre, May-Britt Andrea Andersen og Diana Mose Olsen mod Ulla Kromann Meyer øverst til højre.

Det fik borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til at tale med store bogstaver: – Hvorfor er jeg ikke overrasket over, at Socialdemokratiet kommer med et helt nyt forslag i forhold til det, vi var enige om i budgetforliget? For det er jo ikke første gang. Nu holder man fast på dagtilbuddene og udhuler økonomien. Og hvis alle enheder – vi har over 50 – skal være selvstændige, vil det koste adskillige millioner kroner. Hvor skal pengene komme fra? Det er svært at blive ved med at lave langtidsaftaler med et parti, der bryder aftalerne.

Anne Marie Geisler Andersen (R) var heller ikke begejstret for alle ting i forslaget, men, sagde hun: – Det er del af budgetforliget, og som økonomien er, er det nødvendigt.

Diana Mose Olsen replicerede til Ulla Kromann Meyer, at hun havde håbet, at partiet havde taget synspunkterne med i budgetforliget fremfor, at man nu skal drøfte noget, man var enige om.

Hun fandt det ærgerligt, at S ikke vil stå ved en aftale, og at man ikke kan stole på partiet: – Det er dybt bekymrende.

Kurt Bjerrum (V) bakkede op om kritikken af Socialdemokratiet: – Det er svært at arbejdende med forslag, hvor man ikke aner, hvor økonomien lander.

May-Britt Andrea Andersen (C) kunne ikke skjule sin skuffelse over Socialdemokratiets handlinger. – Det er et enormt populistisk forslag, sagde hun og skjulte ikke, at for konservative er det også svært at stole på Socialdemokratiet.

Karsten Degnbol (V), der er medlem af skole- og børneudvalget, roste Diana Mose Olsen for lederskabet: – Vi har følt os godt klædt på til at tage beslutningerne. Det kunne være rart med flere penge, men det har vi ikke. Vi kommer til at følge det tæt.

Dermed var han enig med Diana Mose Olsen, der i sin forelæggelse netop slog på, at udvalget vil følge området tæt og hele tiden evaluere på det for at se, om der er ting, der skal rettes eller tilpasses.

Ved afstemningen var det kun Socialdemokratiet, der stemte for eget forslag, mens det oprindelige forslag blev vedtaget med alle stemmer minus Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet begærede derefter en mindretalsudtalelse lagt ved sagen, hvor partiet fastholdt synspunkterne.