Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 21. april 2024

Solen står allerede højt på den dybblå himmel, der for en gangs skyld denne søndag morgen er uden skyer.

I gården bag den spændende forretning og cafe Terpager og Co. er der en smuk udsigt ned over søen med dens bevoksning, og netop her samles en masse mennesker i stort set alle aldre. Lige fra 5-årige Marie, der er yngste deltager til mere modne kvinder og mænd.

Hvorfor de samles en søndag morgen klokken 9? Fordi de skal på en social løbetur.

De skal ud med Social Running Club, som er stiftet af brødrene Christian og Frederik.

Turen går rundt i Ribe forbi banegården, Vittenbergskolen, Slotsbanken, katedralskolen og tilbage til Terpager og Co., hvor deltagerne får en lækker kop kaffe måske et godt stykke brød og en hyggelig snak.

Og det er netop det, der kendetegner dette arrangement: det sociale, som navnet også siger. Løbet foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at komme først men om at hygge sig.

Social Running blev denne søndag (21. april) gennemført for tredje gang, og for hver gang er der kommet flere og flere deltagere. Denne dag var der således omkring 40, der løb med. Initiativtagerne fortæller, at planen er at løbe cirka en gang i måneden.

At det er en bred skare, der mødes denne morgen, ses tydeligt af, at nogle kender hinanden godt og hilser hjerteligt på hinanden, mens der fra andre lyder et mere stilfærdigt ”god morgen”. Men i løbet af ingen tid går snakken lystigt på kryds og tværs.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Christian og Frederik

Hvorfor har i lavet Social running Club?

– Vi har set det gennemført i større byer og mente, at det også ville være godt i Ribe.

– Meningen er, at det er ganske uforpligtende. Man kommer, hvis man har lyst, og man skal ikke være med i nogen forening eller klub for at deltage. Det er også et tilbud til nye tilflyttere, hvor de kan komme og lære andre at kende. I det hele taget kan alle være med og lære nye mennesker at kende, lyder det fra de to brødre Christian og Frederik, der selv er fra Ribe.

Og da klokken bliver 9, samles alle deltagerne i gågaden foran Terpager og Co, og så er der tid til en let gang opvarmning inden turen går ud i det solbeskinnede Ribe.

Der blev varmet op, og så gik starten