Tekst & Foto Johnny Tauman
20. juli 2020
Mange danskere har fået hjælp af boligeksperterne Christian Borregaard og Sara Lygum til at finde drømmeboligen – og selvom historierne faktisk er de samme fra gang til gang, så kører programmet om beliggenheden på 9. sæson.
Og lykkedes det ikke at finde den ønskede bolig, så anvendes fra tid til anden ”jokeren”: en byggegrund, hvorpå drømmevillaen kan opføres.
Attraktive byggegrunde
Hvordan ser det i grunden ud med byggegrunde i og omkring Ribe. Med afsæt på Esbjerg Kommunes hjemmeside ser RYK IND RIBE nærmere på mulighederne, som de ser ud netop nu, hvor indgangsreplikken lyder: ”I Esbjerg Kommune finder du et væld af attraktive parcelhusgrunde – med grunde til salg i hele kommunen.”
19 grunde til salg
I Ribe og omegn er der i alt 19 grunde til salg, hvoraf 2 er reserveret.
Jernved (1)
Gredstedbro (5) – 1 reserveret
Ribe (3) – 1 reserveret
Ø. Vedsted (3)
Egebæk-Hviding (5)
Spandet (2)
Ikke annonceret nye udstykninger
På hjemmesiden fremgår det af menupunktet ”Kommende udstykninger”, at der kommer byggegrunde i fire nye områder: Andrup, Gørding, Grimstrup og Hunderup.
Der er endnu ikke registreret flere byggegrunde i Ribe, hvor der kun er tre til salg, hvor den ene allerede er reserveret. Spørgsmålet blæser stadig i vinden – hvornår og hvor mange udstykninger kommer der på det område, hvor Nørremarkskolen tidligere lå placeret – og er der andre områder i kikkerten?
6 områder med byggegrunde
Søger du byggegrund i og omkring Ribe, så besøg Esbjerg Kommunes hjemmeside, hvr du kan finde nedenstående oplysninger:
Bjerreskovparken
Ribe: ca. 8.200 indbyggere
Ribe Nørremark er den nordlige bydel af Ribe. Der er kort afstand til skole og institutioner samt indkøbscenter. Der er i dag ca. 8.200 indbyggere i Ribe. Ad det overordnede stinet er der kort afstand til Ribe centrum med den smukke gamle bymidte.
Umiddelbart øst for Ribe Nørremark er der anlagt et nyt rekreativt skovområde for beboerne i området med stiforbindelse til Tangeskoven ved Ribe Å og til Bjerreskoven øst for Ribe Nørremark.
Bjerreskovparken er et nyt attraktivt og anderledes boligområde i Ribe Nørremark.
I lokalplanen for området lægges op til opførelse af spændende bebyggelser, og området er planlagt med en markant grøn profil med allé træer langs adgangsvejen, grønne fællesarealer på lokalvejene og et stort fællesareal med skov og plads til legeplads.
Gørdingvej i Jernvedlund
Landsby: ca. 650 indbyggere
Byen ligger på højden af Kongeådalen og består af Jernved og Jernvedlund, to sammenhængende vejbyer med ca. 650 beboere. Skolebørnene går i Gredstedbro Skole (0. til 9. klasse).
Der er et godt fællesskab omkring det nye kultur- og aktivitetscenter med sportshal samt to idrætsforeninger. Der er også dagligvarebutik, samt cykelsti til Gredstedbro og Bramming. De rekreative områder omkring byen giver gode muligheder for friluftsliv, ridning og lystfiskeri. De mange småveje giver byen en helt speciel charme
Kjærmarken, Gredstedbro
Stationsby: ca. 1.100 indbyggere
Stationsbyen Gredstedbro er smukt beliggende ved Kongeåen. Der er ca. 1.100 beboere. Det er en aktiv og dynamisk by, der byder på gode indkøbsmuligheder. Der er skole til 0. til 9. klasse, børnepasning og SFO, ældreboliger, idrætsforening/idrætshal og meget mere. Her finder man forskellige typer boliger samlet i et grønt miljø med brede og børnevenlige veje.
Gredstedbro er en dynamisk by med mange forskelligartede aktiviteter. Derudover er der løbende arrangementer i de mange foreninger. Byen er placeret i et åbent landområde og byder på mange naturperler blandt andet langs Kongeåen.
Gredstedbro ligger fredeligt, men alligevel tæt på både Ribe, Bramming og Esbjerg.
Granly, Ø. Vedsted
Landsbyforstad: ca. 850 indbyggere
Øster Vedsted ligger ca. 3 km syd for Ribe, nordens ældste by, og har ca. 850 indbyggere. Boligerne er en blanding af moderne parcelhuse og ældre landlig bebyggelse. Desuden har byen et mindre erhvervsområde.
Øster Vedsted ligger i grønne omgivelser og er en del af Margueritruten, som er en af de skønneste adgangsveje til Vadehavet og Mandø.
Byen har en integreret institution med både vuggestue og børnehave samt fritids- og ungdomsklub. Skoleelever går på Vittenbergskolen i Ribe, som kan nås ad en sikker stiforbindelse. Der er et livligt fritids- og foreningsliv i byen med idrætsforening, spejdere og forsamlingshus
Hermelintoften, Egebæk – Hviding
Stationsby: ca. 1800 indbyggere
Egebæk-Hviding ligger 6 km. syd for Ribe og har ca. 1.800 indbyggere. Der bor mange børnefamilier i Egebæk-Hviding, hvor Vadehavsskolen fra 0 -6 klasse og kultur- og aktivitetscentret er centrale omdrejningspunkter.
Egebæk-Hviding er en by med et velfungerende fritids- og foreningsliv og med et bredt udvalg af sportsgrene. Der er jævnligt fællesaktiviteter i byen i form af koncerter, foredrag, fællesspisninger, en årlig byfest og en årlig juletræsfest. Der er dagligvarebutik og enkelte service- og specialbutikker. Enkelte specielle bygninger i byen såsom ”Slottet”, Gendarmhuset og hospitalet vidner om byens spændende historie.
Møllevænget, Spandet
Landsby: ca. 200 indbyggere
Spandet er en hyggelig landsby i en afstand af 10 kilometer sydøst for Ribe og med ca. 200 beboere. Spandet ligger tæt ved naturskønne skovområder og Toftlundvej, som er landevejen mellem Ribe og Toftlund.
Skoleelever går på Vadehavsskolen (0.-6. klasse), der ligger i Egebæk-Hviding, og på Vittenbergskolen i Ribe til 9. klasse. Fra Spandet er der kort afstand til dagligvarebutikker i de nærliggende landsbyer Roager og Seem-Skallebæk. Spandet er en by, hvor folk kender hinanden godt, og hvor mange deltager i fællesaktiviteterne. Mange samles i forsamlingshuset og aktivitetscentret i Spandet Gl. Skole, hvor der er et bredt udvalg af tilbud og foreninger.