Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: René Jørgensen, fredag den 13. marts 2026
Blæsten suser om ørerne, og kulden bider stadig i kinderne. Men kalenderen fortæller noget andet. Foråret står på spring, og med en vejrudsigt, der varsler mildere dage i næste uge, kan man snart igen dufte blomsterne i gaderne – og ikke mindst duften af nybagte vafler, der strømmer ud fra hjørnet mellem Skibbroen og Overdammen.
Fredag den 20. marts 2026 klokken 10 slår Isvaflen nemlig dørene op til en ny sæson. Traditionen tro sker det med den velkendte Godaw-is til 15 kroner: tre kugler, softice, guf og syltetøj – en klassiker, som mange unge og ældre ripensere og ribeborgere har et ganske særligt forhold til.
Og traditionerne plejer at kunne mærkes. Sidste år dannede der sig – som i årene før – hurtigt en lang kø ned gennem gågaden. Allerede omkring klokken 11 stod folk tæt foran butikken, og meget tyder på, at billedet gentager sig i år.
Åbningen falder også fint i kalenderen. Allerede dagen efter, lørdag, begynder Østerfestivalen i Ribe – og dermed er scenen sat for en weekend med både forårsstemning og is i hånden.










































































