Tekst Hasse Jørgensen, Foto Jens Jørgensen, Ribe Fotocenter.
Stemningen i de smukt pyntede gader i årets juleby, Ribe, steg adskillige grader denne torsdag eftermiddag, hvor der var Lucia-optog både til lands og til vands. Og mange mennesker fik sig en ekstra oplevelse.
Det var Ribe Domkirkens børne- og ungdomskor, der gik Luciaoptog i gågaden, mens medlemmer af roklubben kom sejlende i en halv snes festligt pyntede og oplyste kajakker. De lagde til ved Skibbroen, og både medlemmerne af Roklubben og børne- og ungdomskoret sang den smukke Lucia-sang, der lød fantastisk i den julesmykkede by.
Arrangementet, der var et led i Peters Jul, havde trukket rigtig mange mennesker til byen, og selv om det var koldt både omkring fødder og ører, varmede det smukke optrin.










































































