Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 1. december
Ribe Domkirke var næsten fyldt til sidste plads, da Esbjerg ensemble, Konservatoriets Pigekor og Treenighedskirkens Drenge og Mandskor gav deres store julekoncert.
I op mod to timer fik de op mod 1000 tilhørere i domkirken en smuk og effektfuld koncert, hvor de dygtige musikere og sangere forstod at henrykke deres publikum. Kor og musikere blev da også hyldet med fortjent stående ovation efter koncerten, der også bød på ekstranummer.
Koncerten bød på forskelligartet musik lige fra gode, kendte julesalmer i form af bl.a. Vær velkommen Herrens år og Den yndigste rose er fundet, til de helt klassiske toner fra eksempelvis J.S. Bach over Th. Laub til den nyere musik leveret af komponisten John Rutter.
Alt i alt en stor spredning tidsmæssigt, men hvor programmet var sammensat, så de enkelte numre passede fint sammen og det hele fremstod i en smuk samdrægtighed og velklang.
Kor og musikere kan deres metier under ledelse af Lone Gislinge, og det er svært at fremhæve noget fremfor andet. Det er dog værd at hæfte sig ved Louise Bernt Sørensen. Hun var solist i Adolphe Adams ”O Holy Nigth”, der var arrangeret af Lasse Toft Eriksen. Louise Bernt Sørensen har en stor stemme, og hun forstår at bruge den. Der er ingen tvivl om, at hun er et kæmpe talent.
Alt i alt en smuk koncert, der var den helt rigtige indgang til julemåneden. Og vi kan kun byde kor og ensemble velkomne til næste jul i håb om, at de igen vil ”lægge vejen” forbi Ribe Domkirke.











































































