Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, lørdag den 20. januar 2024
For fem år siden købte Farup Smede den første kran, og nu er kranafdelingen suppleret med en noget større lastbilkran, der er bygget op på værkstedet i Nr. Farup af medarbejderne selv. Dermed råder virksomheden over den største lastbilkran i området. En kran, der kan løfte 145 tonsmeter, som det hedder i fagsproget.
– Det betyder, at den tæt på selve bilen kan løfte 30 tons, mens den med fuldt udlagt arm kan løfte en palle tagsten svarende til 1200-1500 kilo, og det er der ikke mange kraner, der kan, fortæller indehaveren af Farup Smede, Michael Voigt.
Om årsagen til at smede- og vvs-firmaet selv har bygget kranbilen, fortæller Michael Voigt:
– Jeg købte for et par år siden en brugt bil med kran, og den havde vi ikke andet end bøvl med på grund af reparationer. Derfor skilte vi os af med den, og i stedet købte vi et førerhus på et chassis med hjul og en kran ved siden af. Det fik vi leveret her i løsdele i august, og så begyndte vi at bygge lastbilkranen op.
– Det tog nogen tid, for det var arbejde, der skulle passes ind i vores øvrige opgaver, så det blev ofte til weekend- og aftenarbejde. Men resultatet er blevet så godt, at flere kunder har sagt til os, at skulle de have et køretøj bygget op, skulle det ske hos os, fortæller Michael Voigt.
Ved siden af smede- og vvs-firmaet, der godt kunne bruge et par folk mere, driver Michael Voigt også de mobile kraner, hvoraf den største fast køres af Erling Pedersen, der har 30 års erfaring i branchen.
– Vi ”kraner” og flytter alt over hele landet. Vi har specielle trailere, som kan forlænges og tage meget lange og brede laster, og vi kører ofte specialtransporter, der kræver følgebiler. Vi flytter containere, skurvogne, både og meget andet, siger Michael Voigt.
– Du siger, i kunne bruge et par folk mere ud over de ti, i er i dag?
-Ja, vi har desværre måttet sige nej til nogle opgaver, fordi vi desværre ikke kan nå det. Port-afdelingen kører på fuldt tryk, og det samme gælder den øvrige del af forretningen. Vi har gennem længere tid søgt folk, og de få henvendelser, vi har fået, er fra folk, der ikke har de kompetencer, vi skal bruge, forklarer Michael Voigt.

Et hus i mere end to etager kan kranen sagtens række ind over