Tekst og foto: René Jørgensen
9. september 2018

Smæk i dag, ny kamp på torsdag – Nu gælder det Aalborg matchen i Dokken.

Når Ribe – Esbjerg HH spillerne på torsdag løber på banen, vil der være er der en gammel kending på Aalborg holdet.

Henrik Møllgaard Jensen, der er født i Gredstedbro, har en fortid i Kongeå HK og Ribe HK, og efter Ribe tiden tog den talentfulde spiller videre til Kolding IF og Skjern. Men sikkert er det, at Henrik vil være kendt af de fleste ripensiske håndboldkendere.

Henrik Møllgaard har tidligere spillet i Aalborg håndboldklub i perioden 2009-2012, hvorefter han skiftede til Skjern Håndbold, derfra gik turen videre til Paris Saint-Germain, hvor han har spillet de sidste tre sæsoner.

Nu er Henrik tilbage i Aalborg og har skrevet kontrakt for tre år med nordjyderne.

En imponerende landsholdkarriere er det blevet til, hvor han har scoret 134 mål i 85 landskampe. Ved EM i 2016 blev Henrik Møllgaard udnævnt til den bedst defensive spiller.

Så til kampen tager vi i mod en særdeles rutineret spiller, og mon ikke gensynet med de blå trøjer vækker visse minder ved den nu 33 årige håndboldspiller, som torsdag ikke er mange kilometer fra, hvor det hele startede.