Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
D. 4. februar 2024

Ældre Sagens Slægtsforskningscafé afholder sammen med Slægtsforskning Kongeåen og Danske Slægtsforskere en slægtsforskerdag, hvor alle interesserede er velkomne. Og det er gratis.

At finde sine aner og andre slægtninge er nemmere i dag, end det nogensinde har været. Det skyldes, at rigtig mange arkivalier er skannede af Rigsarkivet og gjort tilgængelige på nettet. Dertil kommer, at mange frivillige har transskriberet håndskrevne dokumenter og lagt dem i forskellige databaser, hvor man på nettet kan søge på både navne og steder. Det gælder især kirkebøger og folketællinger.

Vil man have ”kød og blod” på anerne, er der ofte mulighed for at finde oplysninger i Mediestream med adgang til 35 millioner avissider siden midten af 1600-tallet. Samme gælder Danskernes Historie Online, hvor der kan søges i 42.000 bogtitler. I begge databaser er der fritekstsøgning.

Slægtsforskning giver indsigt i det liv og de livsvilkår, som ens aner og andre slægtninge havde flere hundrede år tilbage i tiden. Dermed får man også indsigt i hvad man selv er rundet af. I tilgift får man ofte også indsigt i både danmarks- og verdenshistorien, der pludselig bliver mere levende.

Arrangementet forgår den 24. februar 2024 i SeminarieHuset, Simon Hansens Vej 1C, 6760 Ribe, og det er kl. 9-15.

Der vil køre to parralle hold – et for begyndere og et for mere erfarne.
For begynderholdet vil der være et indlæg om søgning i kirkebøger og folketællinger. For de mere erfarne vil der være indlæg om Danskernes Historie Online samt søgning i Rigsarkivets arkivdatabase ”Daisy”.

Efter indlæggene vil der være mulighed for personlig hjælp til at komme i gang med slægtsforskning, eller til at komme videre, hvis man er havnet i en blindgyde. Derfor er det en god ide at medbringe sin PC og/eller slægtsnotater.

Ved arrangementet serveres der kaffe/the og vand, men medbring selv en madpakke.

Tilmelding – senest den 20. februar 2024 – kan ske til Ove Kann, tlf. 61 66 38 80, eller til slaegtkongeaaen@hotmail.com . Ved tilmelding skal man lige huske at oplyse på hvilket hold man ønsker at deltage.