Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 14. oktober 2025

En for nogle lille men alligevel væsentlig brik, er nu kommet på plads på Tårnborg.

Tårnborg blev i 2003 overtaget af Bente og Torben Bramming. Huset blev med hjælp fra Ny Carlsbergfondet under Hans Edvard Nørregaard-Nielsens formandskab restaureret. Tårnborg er i dag et levende kursussted med arrangementer og udgivelser om historie, kunst, salmedigtning og teologi.

Forfatteren og kunstkritikeren Hans Edvard Nørregaard havde ikke mindst som formand for Ny Carlsbergfondet stor betydning for Ribe, og han var da også æresborger i Danmarks ældste by.

Efter hans død er der i gården foran Tårnborg rejst en skulptur af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, som er meget besøgt af mange mennesker hver dag.

– Vi er meget glade for at skulpturen står her, og vi kan følge med i, hvor mange mennesker, der dagligt besøger skulpturen. Og det er mange. Vi ville gerne have en plade, der kunne fortælle, hvem skulpturen forestiller og hvem kunstneren bag er, fortæller Torben Bramming.

Problemet var økonomien, for pladen skulle have en vis æstetik.

Her kom Ribe Håndværker- og Industriforening ind i billedet, for medlem af bestyrelsen Jan B. Schmidt fik ideen til, at foreningens medlemmer skulle have en rundvisning i den gamle bygning i Ribe, der har tjent bl.a. både som bispesæde, posthus, skoleforvaltning og nu et levende kursussted.

Bente og Torben Bramming ville gerne vise frem, og da Jan B. Schmidt spurgte, om der ikke var noget, Tårnborg ønskede som tak for rundvisningen, var svaret klart: En plade, der præsenterer skulpturen.

Og sådan blev det.

Pladen i bronze fortæller, hvem skulpturen forestiller, og hvem, kunstneren er.

Jan B. Schmidt fortæller, at besøget på Tårnborg finder sted den 23. oktober, og hvis man vil se huset, kan man melde sig ind i RHI på tlf. 40371345.

– Jeg har selv boet i Ribe i mange år, og jeg har aldrig været i Tårnborg. Derfor fik jeg ideen til besøget, siger Jan B. Schmidt.

Han fortæller videre, at Ribe Håndværker- og Industriforeningen i 1887 var med til at stifte Varelotteriet, og derfor modtager foreningen hvert år andele af Varelotteriets overskud. Det er de penge, RHI kan bruge til eksempelvis at bekoste opsætningen af en tavle ved Tårnborg, støtte lærlinges uddannelse eller andre gode formål, som foreningen kan søges om.

Varelodder i Varelotteriet kan i Ribe købes i Videokiosken og Bog og Ide i gågaden.

Pladen med informationer