Skt. Hans er ikke bare et hvilket som helst ritual.

Tekst og foto: René Jørgensen
24. juni 2019.

Skt. Hans er ikke bare et hvilket som helst ritual, men et afværgerritual, som holder os fra det onde i livet.

Ved at brænde heksen, sikrer vi at det onde ikke kommer efter os. Sådan lød det bl.a. i talen fra lederen af Byhistorisk Arkiv, Karen Jermiin Nielsen, der havde set frem til at holde talen.

Karen Jemiin Nielsen holdt en god tale, der høstede bifald også lidt latter, da talen indeholdt muntre sætninger om vores naboer i nord og syd.

– Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre sted at holde tale, fordi her er så meget at tage fat på. For at begrænse mig, har jeg valgt tage fat på de fire elementer: Ild, luft, vand og jord. De gamle Grækere forestillede sig at disse elementer udgjorde verdens grundstoffer, og alt andet var kombinationer af disse, lød det i talen

– Lad os bare for i aften konstatere, at alle elementerne er til stede, når vi holder en god Skt. Hans fest i Ribe.

Ild får vi om lidt på Skt. Hans bålet, når heksen flyver over vandet og ind i bålet.
– Når jeg står her og kigger over åen kan jeg heller ikke lade være med at kaste et blik op på Plantagen og Galgebakken, hvor hekse – i en heldigvis fjern fortid – blev brændt på bålet. En historisk ramme, vi måske ikke er alt for stolte ved, men som alligevel hører med til billedet af det historiske Ribe.

Luft kommer man jo slet ikke uden om, og afhængig af hvor man står er det enten frisk Vadehavsluft eller tændvæskebefængt røg. Ikke alle er heldige at bo hvor luften er ren, det er ikke en selvfølge.

Vandet har også været af afgørende betydning for Ribe som by. Vandet strømmer forbi os, på vej fra Jyllands indre, til Vadehavet. Åen har i århundreder været Ribes livsnerve, fortidens motorvej til verden.

Jord er i det hele taget det centrale element, når det kommer til at indrette verden efter menneskes ønsker.

Vi har gravet grøfter, merglet og drænet, gravet i åen for at gøre den både dybere og mere lige.

Karen Jermiin Nielsen kom da også ind på, at hvor vi i aften stod, kunne vi se det seneste jordarbejde, nemlig arbejdet med klapbroen, som er i fuld gang. Mekaniske muldvarpe skubber og roder langs vores åbrink, mens vi med længsel ser frem til idyllens genindtræden.

Heldigvis er både jord og vand stærke elementer: Åen vinder i sidste ende, kom Karen Jermiin Nielsen også ind på i talen, en tale der høstede stor bifald blandt de fremmødte.

Heksens besværligheder på wiren skulle da lige med på mobilen.

Vi elsker vort land – Der blev sunget godt med.

Det er lige før det også er en tradition at heksen nægter at forlade affyringsrampen. Igen i år sprang wiren der skulle føre heksen over åen, og der måtte en kajak i vandet for få wiren over på den anden side af åen, så heksen kunne sendes af sted. Det medfødte lidt latter fra publikum, men vejret var fint, grillen tændt, så de ekstra minutter før det lykkedes at få heksen over, var ikke noget problem.