Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Søndag d. 5. marts 2023

På Ribe Kunstmuseum vises for tiden den enestående og meget tankevækkende – ja, skræmmende – udstilling “På dybt vand” om de mulige konsekvenser af klimaforandringerne – både på globalt plan og lokalt her i Ribe. Stormflod og oversvømmelse er ikke en fjern fortidig ting, men en helt regulær trussel, som vi er tvunget til at forholde os til her og nu. Men gør vi det?

Når man lader sig guide af museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergquist gennem museets særudstilling, fascineres man af Peter Callesens meget smukke værker, som alle er fremstillet at papir, og som umiddelbart virker mere skrøbelige end udtryksfulde. Men det er kun indtil man får kigget nærmere på dem.

Peter Callesens Bølge set indefra

Det er nemlig det Peter Callesen gør. Han arbejder i papir med et hav af små bitte detaljer, der åbner beskuerens øjne for den gru og undergang, der ligger lige under overfladen. Værkerne er både meget store og meget små. Det første man møder er værket ”Ark”, der umiddelbart er en tømmerflåde, men skabt af de mange tusind A4-ark, der udgør FN’s Klimarapport. Samtidig er arken/tømmerflåden inspireret at Géricaults mesterværk Medusas flåde fra 1819 som forestiller fortabte skibbrudne på en skrøbelig tømmerflåde, der måske-måske ikke øjner redning i horisonten.

Værket er således fyldt af dobbeltbetydninger og stærke kontraster mellem håb og fortvivlelse. Afmagt, handlingslammelse og utilstrækkelige forsøg på at ændre på udviklingen og redde verden. Udstillingen veksler mellem tre store værker, væghængte billeder og et mylder af små montrer med fine, fine papirklip. Montrerne kræver fordybelse for langsomt at afsløre deres overvældende og ind imellem brutale budskab. Fodspor, der forsvinder i huller i isen, mikroskopiske mennesker, huse og både på kæmpemæssige flader af snekrystaller, smeltende isflager og meget store mængder af truende vand. Vor Frue Kirke, der lige stikker spiret op over overfladen og igen og igen små mennesker op i mod den enorme og ukontrollerbare natur.

Peter Callesen er født i Herning, uddannet på det ansete Goldsmiths University i London og nu bosiddende på Mors. Udstillingen På dybt vand er udviklet til Ribe Kunstmuseum, Sophienholm i Lyngby og Skive Kunstmuseum. Udstillingen bliver i Ribe indtil d.29. maj 2023.

Udstillingen er meget aktuel i en tid, hvor Klimarådet dumper regeringens Klimaplan som utilstrækkelig for tredje gang og Esbjerg Kommune kun tøvende er gået i gang med at udarbejde den helt nødvendige klimaplan for Ribe området.

Se udstillingen, hvis du tør!