Kommentar: Hasse Jørgensen. Foto: Rene Jørgensen, copyright, søndag 10. juni
Man undres.
Årsagen til undren er hele sagsforløbet omkring den lukningstruede overkørsel 26 på Hillerup Markvej.
Når man læser et referat fra et møde holdt mellem Vejdirektoratet, Banedanmark og Atkins, er der flere ting, der slår en.
Referatet er fra et møde holdt den 11. august 2016 klokken 10 hos Vejdirektoratet i Middelfart, og Rykindribe.dk er kommet i besiddelse af mødereferatet.
Af dette fremgår, at Banedanmark er forpligtiget til ifølge det store jernbaneforlig at nedlægge usikrede jernbaneoverkørsler og i øvrigt at reducere antallet af jernbaneoverkørsler generelt. Det hele som et led i forbedret sikkerhed på banerne og for at bedre lokoførernes arbejdsmiljø.
Så langt så godt.
Men nu er der altså det ved det, at overkørsel 26 Hillerup Markvej er en såkaldt sikret overkørsel, så den er Banedanmark slet ikke forpligtiget til at nedlægge. En sikret overkørsel er nemlig en overkørsel, der er sikret med lys- og lydsignaler eller med bomanlæg, for her bliver lokoføreren adviseret, hvis anlægget er i uorden modsat de usikrede anlæg, hvor der kun er et skilt, der markerer overkørslen.
Så at Banedanmark vil lukke overkørsel 26 er altså et led i den store plan om at begrænse antallet af overkørsler. Så kan man undre sig over, hvorfor det lige er den overkørsel, man er faldet over.
Mig bekendt er der ikke sket mange ulykker på stedet, og det kunne være interessant at se en statistik over ulykkestallet.
En anden ting, der undrer i mødereferatet er, at Vejdirektoratet mener, det generelt er mere sikkert at lade store og langsomt kørende landbrugsmaskiner køre på det overordnede vejnet tilhørende staten fremfor på de små biveje.
Den lader vi lige stå et øjeblik!
Mener de kloge trafikfolk virkeligt, at en stor tonstung gyllevogn er mere sikker på en statsvej end på en bivej?
På en statsvej er trafikken generelt langt tættere og hurtigere kørende end på en bivej. På en statsvej giver langsomt kørende landbrugsmaskiner hurtigt kødannelser ofte med hasarderede overhalinger til følge. Og jeg kunne blive ved.
Hvorfor er det lige, at Vejdirektoratet vil have yderligere tung trafik ud på en statsvej – Varde Hovedvej – som mange politikere har ment var så belastet i forvejen, at den burde være erstattet med en ny vej ude i marsken?
Der her minder som skrivebordsarbejde af værste skuffe.
Så er det sagt!










































































