Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe, onsdag den 12. september
De seneste dages meget regnvejr med lokale skybrud fører med sig, at museet skal have nyt gulv i skolestuen.
Direktør for Sydvestjyske Museer, der også omfatter museet Ribes Vikinger, Flemming Just, fortæller, at under et skybrud trængte vand ind i skolestuen.
– Det har betydet, at vi har måttet pille gulvet op og skal have lagt et nyt. Det er altid ærgerligt med den slags skader, for det er udgifter, man ikke rigtigt får noget for. Men når det skulle ske, er det trods alt det bedste sted. Vandskaden forstyrrer ikke museets drift, og der er ingen af museets udstillede genstande eller andre værdier, der er ramt af vandskaden, fortæller Flemming Just.










































































