Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 27. november 2025

Vadehavscenteret har haft en fin sæson i år, og direktør Claus Melbye forventer, at besøgstallet når op på 64.000 gæster. En del af gæsterne kommer i hold, og af dem har Vadehavscenteret haft 856.

Men der er det helt specielle, at Vadehavscenteret har en ordning med Esbjerg Kommune, der betaler for de første 100 skoleholds besøg. Det betyder, at de hold, der kommer fra skoler, kun skal betale transporten til og fra centeret. Resten er betalt af kommunen.

Og Claus Melbye ærgrer sig over, at denne fordelagtige aftale ikke bliver brugt fuldt ud.

– Vi er vel på mellem 60 og 70 skolebesøg, og for mig er det ærgerligt, at vi ikke bruger hele kvoten. Jeg ved godt, at der skal betales transport, men for de nærliggende skoler er der laves en meget fin cykelsti fra Ribe til Vester Vedsted og centeret, så det er muligt at få en dejlig cykeltur, påpeger Claus Melbye.

Claus Melbye

Han mener også, at en medvirkende årsag til de manglende skolebesøg er, at de unge lærere ikke kender ordningen.

– Derfor vil jeg da gerne, om forældre og elever vil gøre opmærksom på den. Vi taler jo meget om, at børnene skal ud af klasselokalerne og ud i naturen, og det kan de komme ved at besøge os. De kan lære om naturen og Vadehavet og få et forhold til begge dele.

– Mange af de unge flytter jo fra egnen, når de skal videreuddannes, og så er det godt, hvis de har et godt kendskab til naturen og Vadehavet og kan udbrede kendskabet til dette helt specielle naturområde, siger Claus Melbye.

Han fortæller videre, at der er indgået en aftale med skolerne i Egebæk-Hviding og Darum, hvor samtlige elever besøger Vadehavscenteret og bliver ambassadører centeret.

– Vi er begyndt at booke skoleophold for næste år, og hvis man har nogle bestemte dage, man gerne vil besøge os, er det en god ide at booke i god tid, så man er sikre på, at de ønskede dage ikke er optaget.

– I øvrigt er det også muligt, at vores naturvejledere kan komme ud på skolerne og have en masse materiale med i form af fugle, fisk og andre ting, der kan undersøges, fortæller Claus Melbye.

Vadehavscenteret kan kontaktes på telefon 75446161.