Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 26. oktober
9. klasserne fra Vadehavsskolen i Ribe har været på studietur til København. På programmet stod også et besøg på Christiansborg, hvor medlem af Folketinget Troels Ravn (S) viste rundt og havde samtale med eleverne.
– Det var en stor fornøjelse at møde de unge mennesker og deres lærere. Politik handler jo om mennesker – og lige nu er klimapolitikken, skole- og uddannelse, hvordan vi får uddannet nogle flere håndværkere, og hvordan vi får alle unge mennesker til at tage uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet, nogle af de emner, vi drøfter i Folketinget, fortæller Troels Ravn.
At politisk arbejde er et holdspil, at vi i Danmark heldigvis har et stærkt demokrati og et samarbejdende folkestyre, hvor der indgås aftaler på kryds og tværs mellem de politiske partier, var også et af de emner, som blev drøftet i samtalen med eleverne fra Ribe.
Trafiksikring af den farlige overgang ved Bjerrumvej i Ribe blev også fremhævet af Troels Ravn som et eksempel på, at politik er et holdspil.
-Her har vi netop et eksempel på, at det nytter noget, og der kan skabes resultater, når borgere er ildsjæle og aktivt og vedholdende tager kontakt til politikere og insisterer på, at her er noget, der skal handles på. Nu kan vi endelig alle glædes over, at der på Christiansborg er besluttet at afsætte 8 millioner kroner til et løft af trafiksikkerheden ved Bjerrumvej til glæde for mennesker og lokalsamfund, fortæller Troels Ravn.









































































