Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto privat, tirsdag den 13. december 2023
Ledelsen på Ansgarskolen Vadehav og Esbjerg Kommune har fået et klart påbud om, at der øjeblikkeligt skal udarbejdes en handleplan mod mobning på skolen. Handleplanen skal inden den 18. december sendes til Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Påbuddet kan ikke indklages for en højere myndighed.
Påbuddet kommer efter at klageinstansen har behandlet en sag om vold i en klasse på Ansgarskolen Vadehav i Ribe. En sag, der tidligere har været omtalt i Ryk Ind Ribe, hvor en pige blev slået i ansigtet af en klassekammerat. Sagen blev i første omgang bagatelliseret af skoleledelsen.
Sagen tog sin begyndelse i sommeren 2023, hvor en pige i en klasse på Ansgarskolen blev overfaldet af en anden elev. Det medførte et lægebesøg, hvor lægen konstaterede hjernerystelse hos pigen, og pigen måtte blive hjemme fra skole. Lægen påpegede samtidigt, at pigen skulle passe på ikke at få pulsen voldsomt op efterfølgende.
Forældrene Sandra Bondesen og Rene Jensen klagede til skolen og meddelte, at drengen burde flyttes fra klassen, da deres datter ikke skulle mødes med ham igen. Samtidig påpegede de, at datteren ville blive holdt hjemme fra skole, indtil Ansgarskolen kunne garantere for hendes sikkerhed.
I første omgang bagatelliserede skolen begivenheden idet, der blev slået fast, at der havde været en episode af omkring ti sekunders varighed hvilket ifølge vidner ikke var korrekt. Hændelsen var så alvorlig, at den vikar, der havde klassen, måtte løbe ud for at hente hjælp til at få overfaldet stoppet.
Skolen ville ikke omgående flytte drengen, og det bevirkede, at pigen blev hjemme fra skolen i en periode. Siden er drengen flyttet til en anden klasse.
Underkender skolens ageren
Sagen medførte flere møder med skolens ledelse og repræsentanter fra kommunen uden der ifølge forældrene skete noget, og det medførte, at forældrene indgav en klage til Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Det er denne instans, der i klare vendinger underkender skolens og kommunens ageren i sagen.
I et brev fra klageinstansens hedder det: ”Afgørelse: Vi er ikke enige i kommunens klageafgørelse og udsteder et påbud”
Videre hedder det: ”Vi har set alle dokumenter igennem og har besluttet, at skolens handlingsplan ikke effektivt kan bringe problemerne til ophør og udsteder et påbud om, at skolen skal udarbejde en effektiv handlingsplan”
Den reviderede handleplan skal sendes til klageinstansen senest den 18. januar.
Forældre kan med fordel inddrages
I afgørelsen hedder det videre, at skolen i maj har fået tre henvendelser fra forældre og ”at skolen her med fordel kunne have inddraget forældrene og dermed have fået forældrenes perspektiv på klassens undervisningsmiljø. Idet skolen ikke har inddraget forældrene, bør skolen, når den skal revidere handlingsplanen, ligeledes inddrage forældrene. Forældrene er en vigtig ressource både når det gælder om at skabe et godt miljø i klassen, og når man ønsker at forstå, hvorfor der er problemer. Forældrene ser ikke det samme som skolens medarbejdere, men de kan bidrage med vigtig viden om det enkelte barns perspektiv”
Klageinstansen gør i øvrigt opmærksom på, at når skolen har udarbejdet handlingsplanen, skal forældrene orienteres om planen. Det kan ske skriftligt eller på et møde.
Glade for afgørelsen
Både Sandra Bondesen og Rene Jensen er glade for den afgørelse, der er kommet.
– Vi føler ikke, at skolen tager os alvorligt. Vi føler os udskammede også med de udtalelser, skoleleder Anita Kallesøe er kommet med. Og selv om der nu ligger en klokkeklar afgørelse fra klageinstansen, har vi intet hørt fra skolen. Der er total tavshed, siger de to forældre samstemmende.
Sandra Bondesen føjer til, at selv om de i forløbet har søgt aktindsigt, er der pludseligt dukket flere dokumenter op, som de ikke har fået i aktindsigten, og som de overhovedet ikke kendte noget til.
– Blandt andet er det anført, at vores datter slog igen, da hun blev overfaldet, men det er ikke rigtigt. Hun forsøgte blot at forsvare sig, siger Sandra Bondesen.
Går godt nu
– Hvordan går det nu?
– Det går rigtig godt. Begge vores piger har fået to gode lærere, der virkelig gør meget for klassen og som inddrager forældrene, lyder det enstemmigt fra forældrene.
De siger videre, at de er optaget af, at skolen og kommunen lærer af denne sag, så sager, der omfatter dårligt undervisningsmiljø, mobning, vold og lignende bliver håndteret som loven foreskriver. Vi ønsker ikke, at andre skal igennem det, so vi og vores datter har været udsat for.
Mobning kan nok aldrig helt undgås, men det handler mest af alt om, at det bliver behandlet rigtigt. Det har vi nu papir på ikke var tilfældet i vores sag, men vi har forhåbning om, at skolen har lært af sagen og fremadrettet vil handle ansvarligt på sager om dårligt undervisningsmiljø og mobning.
Ryk Ind Ribe har bedt skoleleder Anita Kallesø om en kommentar til afgørelsen og spurgt hvor langt, skolen er kommet med en handlingsplanen. Anita Kallesø er ikke vendt tilbage med et svar.